In the Same Dark or In Another Not Yet Imagined fra 2019 skiller sig både ud fra Anette Harboe Flensburgs øvrige malerier og bygger videre på hele hendes praksis. Motivet er karakteristisk – det stille interiør med en lysvirkning, der springer i øjnene. Farverne er til gengæld holdt i røde og orange toner og afviger på den måde fra hendes øvrige værker, der ofte er malet som kølige blå interiører.  

Hammershøisk interiør

Der er en ro over Harboe Flensburgs billeder. Det er interiørmalerier, som skaber rum for en kontemplativ tilstand. Som oftest mennesketomme, kun bestående af anonyme møblementer. Bag rummet angives altid et andet rum. Et vindue ud til naturen. Hendes rum vækker minder om Vilhelm Hammershøis diskret melankolske interiørskildringer. Harboe Flensburg præsterer som Hammershøi at vække en sanselighed gennem det maleriske rum og lysindfald.

Konstruktivistisk tradition

Harboe Flensburg er eminent til at fremmane perspektivisk dybde i sine malerier. Hun konstruerer rum, som ved hjælp af hendes tekniske færdigheder besidder en fotografisk realisme. Maleriet fremstår som en forlængelse af det eksisterende rum, værket udstilles i, og man forledes til at tænke, at man blot kan træde ind i værket.

Harboe Flensburgs senere værker trækker på en konstruktivistisk tradition. Hun er optaget af det arkitektoniske rum, som hun fremmaner med en særlig klarhed og skarphed. Piet Mondrian var en af grundlæggerne af konstruktivismen, som baserede sig på en forenkling frem for en abstrakt tilgang til opbygningen af linjer, farver og flader.

In the Same Dark or In Another Not Yet Imagined udstilles i Anette Harboe Flensburgs soloudstilling på Trapholt; In Company with No-One indtil november 2020.

Om Anette Harboe Flensburg

Anette Harboe Flensburg (f. 1961) blev uddannet fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding 1981-85. Hun blev medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen i 2005. Harboe Flensburg har udstillet både nationalt og internationalt, dette tæller bl.a. Trapholt, La Maison du Danemark i Paris og Royal College of Art i London. Hun modtog Carnegie Art Award i 2003, Eckersberg Medaillen i 2017 og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2018.