Ny Carlsbergfondet støtter billedkunst, kunstindustri, arkitektur og havekunst ‒ og i øvrigt billedkunst i bredeste forstand, dvs. i visse tilfælde også hvor billedkunstneriske udtryk forbinder sig markant med beslægtede kunstformer og sammenhænge.

Se herunder, hvad Ny Carlsbergfondet støtter, og klik på overskrifterne for vejledning om, hvem der kan søge, og hvad der kan søges støtte til. 

KUNST TIL MUSEER

Ny Carlsbergfondet støtter kunstmuseers mulighed for at indsamle kunst til deres samlinger, både gennem støtte til erhvervelse af kunstværker og ved overdragelse af værker fra Ny Carlsbergfondets beholdning.

KUNST TIL STEDER

Kommuner, institutioner, skoler, hospitaler og andre aktører kan ansøge om kunst til bygninger, by- eller landskabsrum, hvor mange kan få adgang til og glæde af kunsten.

UDSTILLINGER

Museer, kunsthaller og ikke-kommercielle udstillingssteder kan søge støtte til arbejdet med at udvikle og gennemføre udstillinger.

PUBLIKATIONER

Ny Carlsbergfondet støtter udgivelse af formidlingspublikationer, herunder kunstnermonografier og udstillingskataloger, forskningsbaserede publikationer, kunstnerbøger, tidsskrifter og udenlandske publikationer om dansk kunst.

KUNSTVIDENSKABELIG FORSKNING

Bevillinger til ph.d.-/postdoc-ansættelser samt støtte til større individuelle forskningsprojekter ydes efter særlige opslag fra fondet én gang om året.

FORSKNINGS- OG STUDIEREJSER

Ny Carlsbergfondet yder støtte til kunstvidenskabelige forskeres forskningsrejser, deltagelse i konferencer i udlandet samt fælles studierejser for studerende ved de danske kunstakademier. Der ydes ikke støtte til studerendes individuelle rejser/studieophold.

KILDER TIL DANSK KUNSTHISTORIE

Ny Carlsbergfondet støtter digitaliseringen og tilgængeliggørelsen af kildemateriale, der kan bidrage til indsigten i og kendskabet til den danske kunsthistorie. Institutioner og enkeltpersoner kan søge om støtte, men det forudsættes, at projekterne er huset af en institution, der administrerer bevillingen.

ANDET INDEHOLDT I FUNDATS

Ny Carlsbergfondet støtter også andre formål, der relaterer sig tæt til fondets fundats.