Trine Søndergaard udforsker emner som identitet og kvindeliv gennem sine smukt iscenesatte studier af historiske hovedbeklædninger fra Skiveegnen i værkserien Hovedtøj, som frem til 1. marts 2020 vises på udstillingen ”Trine Søndergaard. Herfra hvor vi står” på Skive Museum. Ny Carlsbergfondet har med en nylig donation sikret de 17 fotografiske værker til museets samling.

Skabt til Skive

Baggrunden for Hovedtøj er Søndergaards egen research i Museum Sallings kulturhistoriske samling af hovedbeklædninger til kvinder fra 1800-tallets Skiveegn. Netop huer, kyser og andet til hoved og hår var en væsentlig identitetsmarkør for egnens kvinder, da deres hovedbeklædning som et andet kastemærke fremhævede forskellen mellem rig og fattig, gammel og ung, gift og ugift samt kvinders lokale tilknytning på egnen.

Søndergaard har i Skive fotograferet en række unge modeller iført tørklæder, huer, hårsmykker, slør og kyser fra den lokalhistoriske samling. Samtidig poserer modellerne i deres eget tøj, hvilket skaber en underfundig reaktivering af lokalhistorien, der også har en vis resonans til tidens debat om national identitet, danskhed og ikke mindst holdninger til hovedbeklædninger.

Stille portrætter

Hovedtøj følger et nærmest antropologisk spor, som Søndergaard har arbejdet med gennem de seneste år. Bl.a. i serierne Strude (2007-10) og Guldnakke (2012-13), der med samme både kraftfulde og tyste billedsprog portrætterer en række kvinder iført lokalhistoriske egnsdragter og pyntegenstande. Her er ikke tale om personlige portrætter. Snarere synes Søndergaard at være inspireret af modefotografiets stiliserede æstetik. Med tildækkede ansigter, bortvendte blikke eller med ryggen vendt til kameraet fremstår de portrætterede kvinder mere som en art anonyme mannequins, der puster liv og perspektiv i de historiske beklædningsgenstande. Vi bliver opmærksomme på skønheden, omhyggeligheden og ikke mindst den ofte særprægede betydning, der ligger skjult i de enkelte genstande, ligesom samspillet med modellernes eget tøj foranlediger os til at drage paralleller til i dag.

Om Trine Søndergaard

Trine Søndergaard (f. 1972) bor og arbejder i København og betragtes som en af Danmarks væsentligste fotokunstnere. Hun har blandt andet modtaget Albert Renger-Patzsch Prize i 2000 og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2017. Hendes arbejde er repræsenteret på en række museer i ind- og udland, bl.a. på Det Nationale Fotomuseum, MUSAC i León, Nasjonalmuseet i Oslo, The Israel Museum i Jerusalem og Maison Européenne de la Photographie i Paris. Ny Carlsbergfondet har desuden støttet kataloget til den kommende særudstilling om Trine Søndergaard, som Göteborgs Konstmuseum åbner i foråret 2020.