På Bodil Eskesen Centret i Glostrup danner natur, lys og farver afsæt for Leonard Forslunds kunstprojekt Bodils Have, der undersøger, hvordan kunstneriske greb kan understøtte sansning, nærvær og heling i patienters møde med hospitalets rum. Centret i Glostrup er et specialiseret behandlings- og genoptræningscenter for patienter med hjerne- og rygmarvsskader.
Med Bodils Have har Forslund taget afsæt i naturen og den positive indvirkning, som natur, lys og farver kan have på menneskets psyke. Det omfattende kunstprojekt, der er fordelt på fem etager, består af skulpturer, malerier, spejlrelieffer og værker på glaspartier.
Ved at integrere motiver og stemninger fra den omgivende have i sit billedsprog, etablerer Leonard Forslund en visuel sammenhæng mellem centrets grønne omgivelser udendørs og patienternes daglige liv på hospitalet. Forbindelsen til landskabet er også et bærende motiv i bygningens arkitektur og skaber en tæt kontakt mellem patienter, pårørende, personale og det omkringliggende parklandskab.
Menneskets naturlige kraft
I Bodils Have vokser den omgivende, kultiverede have uden for huset indenfor, hvor den forvandles til et billede på den vilde og naturlige kraft, der også bor i mennesket.
Glaspartierne i ankomsthallen er bearbejdet med rytmiske felter af farve, hvor hvidtjørnens krogede grene træder frem som motiv. Hvidtjørnen er et lille, sejt og tilpasningsdygtigt træ, der kan bøje sig for stormen og samtidig bevare sin egen form.
De tre transparente skulpturer, der også står i ankomsthallen, peger på træets opbygning med rod, stamme og krone. Rødderne søger næring i jorden, grenene strækker sig mod lyset, og stammen bærer spor af træets liv og vækst.
Stenens ro og årstiderne rytme
De mange malerier rundt om i huset bærer motiver af sten og knytter sig til tanken om stenen som et tidløst og rodfæstet element. Sten fra den seneste istid findes stadig i landskabet, upåvirkede af det moderne menneskes gøren og laden, og udstråler en dyb, meditativ ro.
På etagernes opholdsareal er der installeret et spejlrelief med hvert sit motiv, der fortolker et element og en årstid: vand/vinter, luft/forår, jord/sommer, ild/efterår. Værkerne skaber tilsammen en rytme og et forløb gennem bygningen, der minder os om årets og livets cyklus. Det er værker, der med deres spejlelementer ændrer sig med lyset, årstiden og vores blik og bevægelse i omgivelserne.
Kunstprojektet er doneret af Ny Carlsbergfondet.
Om Leonard Forslund
Leonard Forslund (f. 1959 i Sverige) bor og arbejder i København. Han beskæftiger sig både med maleri, fotografi, skulptur og installation. Forslund tager ofte afsæt i genkendelige motiver fra hverdag og massekultur, ligesom han også har landskabet som et omdrejningspunkt. Hans værker er på en og samme tid konceptuelt og med et formsprog, som er sanseligt og æstetisk markant.
Leonard Forslund er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1988 og er en del af kunstnersammenslutningen Grønningen. Han er bl.a. repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, ARoS, Moderna Museet i Stockholm og KIASMA – Museum of Contemporary Art i Helsinki.