Formålet med projektet har været at gennemføre en analyse og fortolkning af den del af billedhuggeren Bertel Thorvaldsens oeuvre, der blev udført til kirker. Hans værker til Vor Frue Kirke i København har stået i centrum, i særdeleshed Kristus-statuen, men alle andre relevante værker er blevet inddraget.

Thorvaldsen (1770-1844) er ubetinget den danske kunstner, der er forsket mest i, i Danmark såvel som i udlandet. Sammenlignet med den forsknings- og formidlingsmæssige interesse, der er blevet hans mytologiske værker, portrætter og historiske monumenter til del, har den bibelske og kirkelige del af hans værk ikke tidligere været gjort til genstand for en større, sammenhængende studie.

Hvide krist

At netop kirkeværkerne i særlig grad åbner for en tilgang, der inddrager den historiske såvel som den aktuelle brugskontekst og betydning, har været en ansporende faktor for det aktuelle forskningsprojekt. Desuden var arbejdet med udstillingen ’Hvide Krist. Thorvaldsens religiøse motiver’ på Thorvaldsens Museum og Museet for Religiøs Kunst i Lemvig i 2007-2008, efter idé og tilrettelæggelse ved undertegnede, en afgørende motivation for at anlægge et tværdisciplinært perspektiv på emnet.

Projektet har ikke haft som delmål at knytte en nærmere forbindelse mellem kirkeværkerne og Thorvaldsens biografi. I stedet er der lagt betydelig vægt på at undersøge samspillet mellem værk og betragter subsidiært menighed. Udvalgte skrifter af Kierkegaard og Grundtvig er inddraget med henblik på den æstetisk-liturgiske fortolkning af Kristus-statuen.

Om stipendiaten

Museumsinspektør, ph.d. Margrethe Floryan, Thorvaldsens Museum. F. 1957. Mag.art. og ph.d. fra Aarhus Universitet; diplom i museologi fra École du Louvre. Endvidere studier i Rom og New York, samt Moskva. 1985-1995 museumsinspektør, Statens Museum for Kunst; siden 1995 Thorvaldsens Museum; 2003-2007 ekstern lektor i kunsthistorie. Publiceret i Danmark og internationalt, primært om europæisk incl. russisk havekunst og Thorvaldsen. Konsulent på havefaglige projekter, herunder genetablering af Eremitagemuseets Indre Gård. Bl.a. medlem af ICOMOS Danmarks styrelse, Mindesmærkeselskabet, Have- og landskabsudvalget i Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, Thorvaldsen-samlingen på Nysø.