Stine Høholt (1972) er cand.mag., ph.d. og direktør på Kunstmuseum Brandts i Odense, hvor hun tiltrådte 1. maj 2020.

Fra 2005-2020 beklædte Stine Høholt stillingen som kunstfaglig chef på ARKEN i Ishøj, hvor hun begyndte som museumsinspektør i 1999. Hun har stået i spidsen for en række af museets satsninger inden for udstillinger og forskning. Stine Høholt har været chefkurator på udstillinger med bl.a. Frida Kahlo, Asger Jorn, Olafur Eliasson, Randi & Katrine og Niki de Saint-Phalle.

Fra sit arbejde på Brandts og ARKEN medtager Stine Høholt erfaring og kompetence inden for samtidskunst, forskning, kunstformidling og museumsudvikling. Hun har desuden fungeret som sagkyndig i Nordisk Kulturfond og været medlem af en række nævn og udvalg, herunder Forskningsnævnet ved Danmarks Designskole. Sæde i Ny Carlsbergfondets bestyrelse (og dermed Glyptotekets bestyrelse) siden 2017.

Stine Høholt har bidraget til en lang række tidsskrifter, udstillingskataloger og antologier og er forfatter til ph.d.-afhandlingen Easier Living? om amerikansk design og drømmen om den friktionsløse hverdag.