Navigeringer er et forskningsprojekt, der undersøger, hvordan en verden, der er skabt ’i menneskets billede’, måske er ved at gå under. Dette opleves særligt tydeligt henholdsvis på makroskala i de globale klimaforandringer, men også i mikroskala i udviklingen af kunstig intelligens.

Projektet vil blandt andet gennem kurateringen af en udstilling på Vejle Kunstmuseum og Holstebro Kunstmuseum til åbning i 2020 præsentere en række kunstneriske bud på, hvordan vi kan lære at forstå og navigere i denne nye situation, hvor mennesket måske er ved at miste grebet om dets egen og verdens fremtid. Det vil den på baggrund af en præsentation af, hvordan det vestlige menneske kulturelt set har opfattet og navigeret i verden siden oplysningstiden. Det historiske udgangspunkt spænder mellem 1600-tallets modernisering af kortlægningen af den ydre verden på den ene side og den barokke billedkunsts samtidige åbning af mørke indre landskaber særligt i afbildninger af mennesket.

Verdens kortlægning

Det er en fascinerende og vild udadrettet energi, der udløses, da den middelalderlige kortlægning af verden op gennem 1600-tallet afløses af moderne kortlægningspraksisser. Donckers Søkort over verden i 46 ark fra 1669, som VejleMuseerne har i sin samling, er et af de fineste og mest komplette eksempler på denne oplysende kortlægning af verden, der findes i offentligt eje herhjemme.

Som kortene oplyser verden ved at opmåle og kortlægge den, så åbner kunsten påfaldende nok på samme tid for et mørke af uopmålelige dimensioner. Det er som om, at hvad der forsvinder under kortlægningens underlæggelse af den ydre verden, dukker op igen som et mørke i menneskets eget indre. Mens det moderne oplyste menneske er ved at lære at beherske dets omgivelser, vokser det mørke, det bærer med sig i sit indre. I VejleMuseernes samling befinder sig en række portrætstik af Rembrandt, der netop her i midten af 1600-tallet er ved at åbne for et mørkt menneskeligt indre. Den indadrettede energi, Rembrandt leder i mørket med, er ikke mindre end den udadrettede energi, hvormed den ydre verden på samme tid opmåles og kortlægges. De to energier hænger sammen.