Let Us Speak Now (2002-2007) er på samme tid et kunstprojekt og et videoarkiv baseret på interviews med internationale feministiske kunstnere. 

Projektet blev startet i 2002 af Kirsten Dufour under et arbejdsophold i Los Angeles, hvor Dufour opsøgte kunstnere fra forskellige generationer for at få indblik i forholdet mellem feminisme, aktivisme og kunstproduktion. 

De mange interviews er siden blevet indsamlet på rejser i USA, Europa og Mellemøsten og præsenterer en mundtlig historie om den feministiske kunstbevægelse fra 1970’erne og frem til begyndelsen af det 21. århundrede.

Arkivet med de mange interviews er nu tilgængeligt på platformen www.ktdk.dk.

Hidtil uhørte stemmer

Gennem samtalerne får vi indblik i feministiske kunstpraksisser på tværs af generationer og geografier, og de transformationer, som den feministiske tænkning har gennemgået. Arkivet bidrager dermed til at synliggøre et centralt, men hidtil mindre belyst, kapitel i både dansk og international kontekst. 

Et vigtigt aspekt af Dufours projekt var at give ordet til kunstnerne selv, og især fremhæve stemmer, der ikke nødvendigvis var skrevet ind i kunsthistorien. Dufour benyttede sig derfor af en netværksbaseret metode, hvor kunstnere har anbefalet nye interviewpersoner. Denne tilgang har gjort det muligt både at nå både kanoniserede navne samt mindre kendte aktører, der har været med til at forme de feministiske bevægelser. 

Arkivmaterialet bidrager således til at nuancere forståelsen af kunsthistoriens strukturer, og åbner for videre refleksion over de stemmer og perspektiver, som fortsat kan udforskes.

Om Kirsten Dufour

Kirsten Dufour er uddannet fra Det Kgl. Kunstakademi (1965-70). Under sin studietid blev hun medstifter af Kanonklubben (1968-70) og aktiv i den tilknyttede feministiske kunstnergruppe, som lavede nogle af de første større feministiske manifester i 1970’erne f.eks. udstillingen Damebilleder på Kunsthal Charlottenborg (1970). 

Kirsten Dufour har siden været investeret i en kunstpraksis omhandlende kollektivitet, aktivisme og feminisme, som fremstår unik i en dansk kontekst. 

Om Kilder til dansk kunsthistorie

Gennem programmet Kilder til dansk kunsthistorie støtter Ny Carlsbergfondet tilgængeliggørelse af kildemateriale, der kan bidrage til indsigten i og kendskabet til den danske kunsthistorie. 

Kildematerialet bliver uploadet på platformen www.ktdk.dk, der er et levende arkiv der udvikler sig, efterhånden som nye projekter føjes til. 

På nuværende tidspunkt kan 20 kildeprojekter findes online, og mange flere er på vej. Tilsammen giver kildeprojekterne et dybere kendskab til, og en bredere forståelse af, den danske kunsthistorie.