Ny Carlsbergfondet søger en engageret og struktureret senior forskningskonsulent til at administrere og udvikle fondets uddelingsområde for kunstvidenskabelig forskning. Ny Carlsbergfondet har siden 2010 uddelt mere end 130 mio. kr. til kunstvidenskabelig forskning, og uddelingsområdet er en central del af fondets virke.

Stillingen indebærer både administrativt arbejde og strategisk udvikling af uddelingsområdet samt løbende kontakt til relevante forskningsmiljøer og dialog med ansøgere og modtagere af forskningsstøtte. Stillingen omfatter også administration af fondets uddeling af støtte til kunstvidenskabelige publikationer.

Om opgaverne
Du vil få en central rolle i forvaltningen af Ny Carlsbergfondets uddelingsområde for kunstvidenskabelig forskning. Dine primære opgaver vil være:

  • Bidrage til den strategiske udvikling af forskningsprogrammet i samarbejde med fondets ledelse.
  • Administrere og udvikle ansøgningsprocessen, herunder modtagelse, behandling og forberedelse af ansøgninger til behandling.
  • Besvare henvendelser fra potentielle ansøgere og interessenter.
  • Udføre opsøgende arbejde i forhold til relevante forskningsmiljøer for at sikre kvalitet og relevans i projekterne.
  • Etablere og facilitere netværk for forskere og ansøgere, herunder planlægning og afvikling af evt. faglige arrangementer.
  • Udvikle og sagsbehandle fondets støtte til kunstvidenskabelige publikationer.

Om dig
Vi søger en medarbejder med følgende baggrund:

  • Du har erfaring fra forskningsmiljøet og har som minimum en ph.d.-grad eller tilsvarende kunstforskningsmæssig erfaring.
  • Du har erfaring med administration af forskningsprojekter eller bevillinger fra fonde, universiteter eller lignende.
  • Du har erfaring med at skrive indstillinger, notater og beslutningsoplæg og har stærke kommunikative evner, både skriftligt og mundtligt.
  • Du arbejder struktureret både selvstændigt og i teams.
  • Du har en stor interesse for og viden om kunstvidenskabelig forskning og fondsarbejde og kan demonstrere resultater fra området.
  • Du har erfaring med netværksdannelse og trives med at formidle forskning.
  • Du har lyst til at være del af et team, hvor vi fejrer hinandens succeser og giver en hjælpende hånd, når der er brug for det.

Vi tilbyder

  • En spændende stilling i et fond med stor betydning for kunst- og forskningsmiljøet.
  • Mulighed for at præge udviklingen af fondets forskningsprogram og skabe værdi for kunstvidenskabelig forskning primært i Danmark, men også i udlandet.
  • Et engageret arbejdsmiljø med mulighed for faglig sparring.
  • Gode arbejdsforhold og en varieret hverdag med både administrative og udviklingsorienterede opgaver.
  • En masse dygtige kollegaer, der brænder for at arbejde med alle facetter af fondsarbejde i kunstens tjeneste.

Løn- og ansættelsesvilkår

  • Løn og ansættelsesforhold efter aftale.
  • Tiltrædelse senest 1. september 2025.
  • Arbejdstiden er 37 timer ugentligt.
  • Reference til fondets sekretariatschef. Stillingen indeholder ikke personaleansvar.

Ny Carlsbergfondet som arbejdsplads
Sekretariatet har til huse midt i København i den historiske bryggergård, hvor Carlsberg-bryggeriet tog sin begyndelse i midten af 1800-tallet. Sekretariatet udgøres af cirka 18 faste medarbejdere. Som arbejdsplads har Ny Carlsbergfondet fokus på at skabe gode rammer for medarbejderne og have en høj grad af tillid kollega til kollega. Fondet tilbyder sundhedsforsikring og desuden en frokostordning, som sekretariatets medarbejdere hver dag mødes om. I løbet af året inviteres til både faglige og sociale arrangementer, og fondet værner om et godt arbejdsmiljø med fokus på faglig udvikling, trivsel, sundhed og medarbejdertilfredshed. 

Ansøgningsproces
Genitor bistår Ny Carlsbergfondet i rekrutteringsprocessen. Motiveret og kortfattet ansøgning og CV uploades via www.genitor.dk senest mandag den 9. juni 2025. Første samtalerunde gennemføres i uge 25 og anden samtalerunde i uge 26. Der vil i processen indgå test, case og indhentning af referencer efter aftale. 

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte associeret rådgiver hos Genitor Andreas Gylling Æbelø på agae@genitor.dk / 53390716 eller fondets sekretariatschef Ditte Sig Kramer på dsk@ncf.dk / 31443413

Vi opfordrer alle uanset alder, køn, religion, etnisk baggrund mv. til at ansøge.