Den Hirschsprungske Samling har med støtte fra Ny Carlsbergfondet erhvervet værket Blå vifte ved en grøn kande med blomstrende æblegren. Bertha Wegmann (1846-1926) er i forvejen fornemt repræsenteret på museet med syv malerier, og med den seneste donation er det første stilleben-motiv føjet til samlingen.

Opstilling med et strejf af Japan

Indenfor sin genre er Blå vifte ved en grøn kande med blomstrende æblegren et forholdsvis stort billede (56 x 69 cm). Med de tydelige og visse steder løse penselstrøg viser maleriet tydeligt Wegmanns løbende dialog med den franske impressionisme, mens udvalget af genstande i opstillingen peger på tidens japonisme. En halvt udfoldet vifte i turkisblå lyser således op i billedets midte i kraftfuld kontrast til den mørke baggrund. Viften synes nærmest at trodse tyngdeloven ved at holde sig oprejst på bordet. Et greb, der har givet Wegmann mulighed for at lege med lys- og skyggeforholdene i og omkring viftens folder. Ved siden af viften er en række blomstrende æblegrene arrangeret i en mørkegrøn vase, der modsat både blomster og vifte diskret går i et med den mørke baggrund. En enkelt, tungt blomstrende gren er tippet ud af vasen og ligger pladask foran viften som en smuk forstyrrelse i den balancerede opstilling. Måske Wegmanns originale favntag med vanitasmotivet; en påmindelse om forfaldet midt i det smukke.

Fra efterspurgt portrætmaler til glemmebog

Som en af dansk realismes mest betydelige portrætmalere var Wegmann en af de få kvindelige kunstnere, der i sin samtid opnåede både anerkendelse og stor succes. Og ved P.S. Krøyers død i 1909 var hun uden konkurrence på feltet. Men portrættet var ikke den eneste motivgruppe, Wegmann dyrkede. Den Hirschsprungske Samling råder således også over eksempler på Wegmanns bymotiver, landskaber og nu også stilleben-motiver.

Trods denne alsidighed og trods samtidens anerkendelse har Wegmann, ligesom mange af hendes kvindelige kollegaer, levet en skyggetilværelse i den nyere kunsthistorie. Hendes kunstnerskab og værk har ikke været genstand for større faglig interesse, hvorfor Den Hirschsprungske Samling gennem de seneste år målrettet har arbejdet på at genindskrive hende i dansk kunsthistorie. I den forbindelse har museet erhvervet hele fem værker af Wegmann siden 2017, og i 2021 planlægger museet at vise en større udstilling om hende i samarbejde med Waldemarsudde i Stockholm.