Efter et par års pause kan besøgende på ARoS igen opleve Joana Vasconcelos’ monumentale værk Valkyrie Rán. Hængende fra loftet over museets åbne areal strækker det farverige værk sig 50 meter fra hoveindgang til bagindgang og folder sine arme ud på tværs af museets etager.

En kollektiv proces

Værkets farvestrålende krop er beklædt med forskellige tekstiler, pailletter, frynser, pompom’er og hæklede mønstre. I installationen indgår ligeledes et system af programmérbare lyskæder og en lydside, komponeret af musikforskeren Jonas Runa. Hele formgivningen er sket i Vasconcelos’ studio i Lissabon, der består af 50 fuldtidsansatte specialister inden for syning, hækling, tekstilkonstruktion, broderi, elinstallation og programmering. Resultatet er dette monumentale værk, der forener kontraster ved at blande gamle håndværkstraditioner med moderne teknologier.

Nordens Valkyrie

Valkyrie Rán har fået navn efter to figurer fra den nordiske mytologi: valkyrierne, de kvindelige væsener som hentede afdøde krigere op fra slagmarken til efterlivet i Valhalla, og den lunefulde havgudinde Rán. Vasconcelos har skabt ”Nordens Valkyrie” til ARoS. Værket er ikke kun idéen om kvindelig styrke og skønhed, men fortællingen om den kollektive tilblivelsesproces, der både trækker tråde til tekstilhåndværkets sociokulturelle historie og vidner om kollektivets potentiale.

Om Joana Vasconcelos

Joana Vasconcelos (f. 1971) bor og arbejder i Lissabon. Hendes praksis drejer sig ofte om at forene kontraster og modsætninger samt at bryde med konventionelle forventninger. Hun bearbejder emner som køn, identitet og forbrugskultur ud fra et feministisk afsæt. Hun har repræsenteret Portugal på Venedig Biennalen og har haft soloudstillinger på bl.a. Château de Versailles i Frankrig og Museu Coleção Berard i hjembyen Lissabon.