Tæt på kunstnerne

Hvilke tanker gør billedkunstnerne sig om deres arbejde, og hvordan ser det ud, hvor de arbejder? Her kan du møde en række spændende kunstnere og kunstprofessionelle.

Anders Kold modtager Ny Carlsbergfondets Museumslegat 2026

Anders Kold modtager Ny Carlsbergfondets Museumslegat 2026

Prisen tildeles til en eller flere museumspersoner, der med betydende faglighed og professionalisme formår at skabe fornyende og udviklende rammer for kunstens repræsentation.

Anders Kold (f. 1959) er museumsinspektør og samlingsansvarlig på Louisiana Museum of Modern Art, hvor han i 2026 markerer sit 25års jubilæum. Han har gennem mere end tre årtier været en markant skikkelse i dansk og internationalt kunstliv. Siden sit første museumsjob har han kurateret 75 udstillinger – heraf 45 på Louisiana – og tidligere arbejdet på blandt andet Aarhus Kunstmuseum, SMK og ARKEN. Med stor faglig tyngde og et skarpt kuratorisk blik har Anders Kold bidraget til at trække den internationale kunstscene mod Danmark og styrket Louisianas position globalt.

Anders Kolds omfattende virke spænder over både moderne klassikere og fremtrædende samtidskunstnere. Han har stået bag udstillinger med navne som Jorn, og Pollock, Giacometti og Richard Mortensen samt internationale kunstnere som Jeff Koons, Yoko Ono, Jean-Michel Basquiat, Roni Horn og Kaari Upson. Også på den nordiske og danske scene har han fremhævet væsentlige stemmer, herunder Pia Arke, Tal R. og Olafur Eliasson. Fælles for hans arbejde er en dyb respekt for kunstværkets egen styrke: I hans udstillinger møder værkerne beskueren med nærvær og plads til fordybelse, mens kunstnerens intentioner får lov at udfolde sig på deres egne præmisser. 

4/5