Fra den 26. – 29. august kan man i Tunnelfabrikken i København opleve et udsnit af, hvad der rører sig på samtidskunstscenen. Foruden Enter Art Fairs årlige kunstmesse vil der foregå en lang række arrangementer i form af talks, debatter og live-optrædener under temaet The Shape of Sound.

The Shape of Sound

Enters kuraterede kunstprogram kommer til at foregå i Tunnelfabrikkens udstillingsrum A Space of Intimacy. Her vil en række danske og internationale kunstnere udforske de materielle såvel som politiske muligheder ved lyd, som værende en anderledes måde at percipere verden på. Værkerne vil forsøge at formgive lyd og skabe et visuelt tilgængeligt billede af de oplevelser, situationer og problematikker, som normalt kun forekommer auditivt.

Med en variation af værker, der udføres på tværs af forskellige medier og af kunstnere med forskellige baggrunde, udgør kunstprogrammet en scene for nye kunstsamarbejder og eksperimentelle aktiviteter. Programmet præsenterer kunstnere, som ikke er repræsenteret af et galleri. En af de bidragende kunstnere er danske Jens Settergren, som med lydinstallationen GhostBlind Loading iscenesætter spændet mellem natur og kunstig intelligens og mellem det synlige og usynlige.

Læs mere om årets live-program.

Om Enter Art Fair

Enter Art Fair er en årligt tilbagevendende kunstbegivenhed, der samler et stort nationalt og internationalt publikum. Messen inddrager både unge talenter, etablerede kuratorer og formidlingsinstitutioner samt internationalt anerkendte kunstnere.