Adam Jeppesens serie The Pond er fra 2017 og består både af fotografier og installationer. De fire værker fra serien, som nu kan findes i Kunstmuseum Brandts samling, tæller Work no. 080 version IV, Work no. 100, Work no. 101 og Object no. 109 (T).

Det transformative

Serien The Pond er skabt ud fra en fascination af det, som nedbrydes, for at lade noget nyt opstå. Det er således det transformative aspekt ved forgængeligheden, som har dannet grobund for Jeppesens serie.

I de tre værker Work no. 080 version IV, Work no. 100 og Work no. 101 ses en fotografisk undersøgelse af hænder. I værket Object no. 109 (T) svæver et stykke silke i en glastank omgivet af en transparent væske. Både hænderne og silkestoffet henleder tankerne på en svævende illusion. Glastanken giver et forvrænget perspektiv, og silkestoffet virker både dragende og melankolsk. Jeppesen har, trods silkens ringe skulpturelle potentiale, formået at fastholde den i dens fald og give den fylde.

Titlen The Pond henviser til mosen, der for Jeppesen repræsenterer en proces i naturen, som mennesket ikke kan kontrollere. Det er et vildt miljø, som passer sig selv og ikke lader sig beherske.  I værket Object no. 109 (T) har Jeppesen nedsunket det fine materiale, silken, i en glastank. I modsætning til mosens utæmmede nedbrydningsprocesser, har Jeppesen fanget silken i et kontrolleret miljø i form af en medicinsk olie. 

En kameraløs fotografisk proces

Alle fire værker er behandlet med cyanotypi. Cyanotypiet som materiale er kendetegnet ved en særlig lethed og kan dateres helt tilbage til 1842. Det er en kameraløs proces, hvor Jeppesen har imprægneret et stykke lærred med en emulsion, som gør tekstilet lysfølsomt. Herefter har han lagt et negativ ovenpå lærredet, hvorpå sollys fikserer billedet. Den blå farve fra emulsionen fastholdes af solen, hvorfor motivet står frem, der hvor solen ikke har ramt lærredet. Slutteligt skylles lærredet for overskydende kemi. I de tre værker Work no. 080, Work no. 100 og Work no. 101 har Jeppesen behandlet negativer med cyanotypi. I værket Object no. 109 (T) har han behandlet silken med cyanotypi, hvorfor det har den karakteristiske blå farve. Jeppesens værker bærer en skrøbelighed både motivisk og fysisk, da cyanotypier efter behandlingen er særligt sårbare overfor lys.

Om Adam Jeppesen

Adam Jeppesen (f. 1978) bor og arbejder i Villa Ruiz, Argentina. Han tog afgang fra den danske fotoskole Fatamorgana i 2002. Han har udstillet både nationalt og internationalt på bl.a. Det Nationale Fotomuseum, C/O Berlin, FOAM i Amsterdam og Scandinavia House i New York. Hans værker er repræsenteret i samlinger hos Statens Kunstfond, Kunstmuseum Brandts og Denver Art Museum.