Ny Carlsbergfondets årsrapport for 2025 er netop offentliggjort.
I løbet af 2025 uddelte fondet 341 millioner kroner til kunsten under en række forskellige indsatsområder. Det er det højeste uddelingsniveau af bevillinger i fondets historie.
Bevillinger til Glyptoteket udgør det største beløb i 2025, da fondet har støttet forberedelsen af projektet Fremtidens Glyptotek.
Bevillinger som gik til Kunst til museer og Kunst til steder, samt støtte til udstillinger via Ny Carlsbergfondets Udstillingspulje, udgør de tre betydeligste uddelingsområder i fondets virke i 2025.
På trods af, at bevillingssummen til museers erhvervelse af kunst faldt en smule i 2025 i forhold til året inden, er antallet af bevillinger steget markant, der er således flere der modtager en bevilling fra Ny Carlsbergfondet. Stigningen skyldes blandt andet et øget fokus på kunstmuseers muligheder for at få bevilget værker fra fondets beholdning af kunst. I 2025 blev der overdraget 165 kunstværker til 31 kunstmuseer i Rigsfælleskabet.
Sådan fordelte midlerne sig i 2025:
Kunst til museer – 57 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter kunstmuseers mulighed for at indsamle kunst til deres samlinger gennem økonomisk støtte til erhvervelse af kunstværker. Danske kunstmuseer kan søge om støtte til erhvervelse af både danske og udenlandske kunstneres værker, mens udenlandske museer kan ansøge om støtte til erhvervelse af dansk samtidskunst.
Kunst til steder – 48 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter ansøgninger om kunst i det offentlige rum. Kommuner, offentligt tilgængelige institutioner, skoler, hospitaler og andre lignende aktører kan ansøge om kunstprojekter til bygninger, by- eller landskabsrum, hvor mange får adgang til og glæde af kunsten.
Ny Carlsbergfondets Udstillingspulje – 38 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter, at kunstmuseer, kunsthaller og ikke-kommercielle udstillingssteder både i Danmark og udlandet kan arbejde med at udvikle og gennemføre kunstudstillinger.
Kunsterhvervelser – 22 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet erhverver kunst, som bringes i anvendelse ved placeringer under projekter i forbindelse med Kunst til steder samt doneres på baggrund af ansøgning til danske og udenlandske kunstmuseer.
Ny Carlsbergfondets Forskningspulje – 14 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter den kunstvidenskabelige forskning med støtte til ph.d.-/postdoc-ansættelser samt støtte til større individuelle forskningsprojekter.
Publikationer – 14 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter udgivelse af kunstnermonografier, kunstvidenskabelige publikationer, herunder udstillingskataloger med forskningsbidrag.
Kilder til Dansk Kunsthistorie – 6 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter digitaliseringen og tilgængeliggørelsen af kildemateriale, der kan bidrage til indsigten i og kendskabet til den danske kunsthistorie.
Studierejser – 1 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet yder støtte til kunstvidenskabelige forskeres forskningsrejser, deltagelse i konferencer i udlandet samt fælles studierejser for studerende ved de danske kunstakademier.
Andet – 31 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet støtter en række originale og visionære idéer til kunstfaglige projekter af høj kvalitet, der relaterer sig tæt til fondets fundats. F.eks. blev der i 2025 uddelt 500.000 kr. til Foreningen Kulturkraftcenter Højer til etablering af et digitalt tekstilværksted og 11 mio. kr. til Foreningen Lex til skabelsen af et nyt kunstnerleksikon. Årligt hædrer fondet fem prismodtagere, der har et særligt virke i kunstens tjeneste. Til dette bevilgedes i alt 2 mio. kr.
Glyptoteket – 103 mio. kr.
Ny Carlsbergfondet yder et årligt driftstilskud til Glyptoteket på 14,6 mio. kr. Derudover har Ny Carlsbergfondet støttet ansøgninger fra Glyptoteket i 2025 vedrørende projektet Fremtidens Glyptotek. Ny Carlsbergfondet har en særlig forpligtelse over for Ny Carlsberg Glyptotek, der også er stiftet af brygger Carl Jacobsen og fremgår af fondets fundats.
Øvrige – 6 mio. kr.
Fondet bevilger herudover en række beløb, der knytter sig til fondets fundats og strategi. Eksempler på dette er indramning af værker, formidling af kunst til steder og digitaliseringsprojekter i arkivmateriale
Over halvdelen af indkomne ansøgninger resulterer i bevilling
I alt modtog Ny Carlsbergfondet 855 ansøgninger i 2025, hvoraf 516 ansøgninger resulterede i en bevilling. Det var både en markant forøgelse af ansøgninger og bevillinger i forhold til tidligere år, og det er således, at 60% af de ansøgere, der ansøger fondet, som enten får en hel eller delvis bevilling.
Siden fondet begyndte at implementere en ny strategi i 2023, er ansøgningsaktiviteten steget med 43% og bevillingsaktiviteten steget med 44%.
Bagerst i årsrapporten findes den samlede beretningsliste over, hvilke modtagere, der i 2025 modtog støtte fra Ny Carlsbergfondet.