Der skabes et stedsspecifikt værk, ved at små mængder varm, flydende bronze hældes direkte i Københavns Havn. Herved opstår der en uforudsigelig reaktion, idet bronzen øjeblikkeligt afkøles og danner objekter i former, der ikke er planlagt på forhånd. Et af de små objekter, der opstår i denne proces, udvælges og kommer til at danne udgangspunkt for det endelige kunstværk, som i forstørret udgave støbes i bronze og opstilles permanent på den Danske Ambassade i New Delhi. Værket er en donation fra Ny Carlsbergfondet, som ligeledes har valgt A Kassen til opgaven.

Bronze og vand

I det intense møde lever vandet og bronzen deres helt eget liv og skaber en naturlig og spontan form. Som et ekko af samspillet mellem det udvalgte farvand og dets omgivelser – som påvirker og former hinanden, så der opstår noget unikt og betydningsfuldt – er værket en hyldest til den relation, der består mellem vand, miljø og mennesker.

De værker, der opstår på denne måde, er æstetisk abstrakte, formet af det uforudsigelige samspil mellem bronzen og vandet. De giver mindelser om arketypiske moderne skulpturer og rummer referencer til mange af disses elementer. Vel at mærke uden den bevidste intentionalitet, der formidles af kunstnerens hånd. Linjernes smukke og flydende karakter minder om noget, der ligger uden for selve formen; noget nærmest menneskeligt. Med sin gådefulde og fortryllende karakter beskrives vandet ofte i næsten menneskelige termer og afbildes, som om det har en egen personlighed og bevidste handlinger.

Bronzestøbningen finder sted på kajkanten ved Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2 i København den 3. juli kl. 11.00.