Brygger Carl Jacobsen, Ny Carlsbergfondets stifter, har fødselsdag den 2. marts, og i den anledning uddeler fondet hvert år priser til dansk kunst ved en faglig reception i festsalen på Glyptoteket. 

Med kunstpriserne anerkender fondet personer, der yder en særlig indsats for dansk kunst- og museumsliv. Når man tildeler en person en pris, forvandler man for et øjeblik mange års hårdt og vedholdende arbejde til en begivenhed her og nu.

Ny Carlsbergfondets Prisfest er en årlig hyldest til det danske kunstliv. At værdsætte og fremhæve kunstneres og museumsfolks præstationer over tid er til gavn for hele kunstlivet i Danmark, og prisuddelingerne er derfor en naturlig del af fondets virke.

Dette års prisvindere er:

Hanne Nielsen & Birgit Johnsen
Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat på kr. 175.000

Fra bestyrelsesmedlem Morten Kyndrups tale ved prisoverrækkelsen:

”Når Hanne & Birgit gør noget, går de all in. Et tidligt videoværk, hvor de to kunstnere river løg, er på mange måder emblematisk for deres arbejde. En helt banal handling bliver til noget fuldstændig påtrængende. Til et rum, man ikke havde set komme. Det kommer til at virke på én gang stærkt og fandenivoldsk. Og samtidig skrøbeligt og sanseligt.”

Peter Linde Busk
Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat på kr. 175.000

Fra bestyrelsesmedlem Stine Høholts tale ved prisoverrækkelsen:

”De sidste 10 år har Peter Linde Busk markeret sig med et sammenhængende kunstnerisk udtryk, som er resultatet af stor materialebevidsthed og langsommelige arbejdsprocesser. Hans værker har faglig tyngde gennem deres mange kunsthistoriske og litterære referencer. Men også lethed, liv og ironi med deres helt særlige titler, der rammesætter vores forståelse.”

Anne-Louise Sommer
Carl Jacobsens Museumsmandslegat på kr. 175.000

Fra bestyrelsesformand Christine Buhl Andersens tale ved prisoverrækkelsen:

”Med Anne-Louise Sommer ved roret har Designmuseum Danmark indtaget sin retmæssige plads i det danske museumslandskab. Den faglige profil er blevet styrket. Der er skaffet betydelige eksterne midler til både udstillinger og ombygninger. Besøgstallet er femdoblet. Og sammen med sine medarbejdere har Anne-Louise skabt en flot række af særudstillinger samt en tidssvarende præsentation af samlingen.”
 

Tidligere vindere:

Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat

Carl Jacobsens Museumsmandslegat

Ny Carlsbergfondets Hæderslegat