Sammen med hundredvis af andre bygninger nedbrændte ejendommen Brolæggerstræde 5 under Købehavns anden store brand, i juni 1795. Få måneder senere begyndtes opførelsen af adressens nuværende bygninger, som brygger Christen Jacobsen Nørkier købte i 1826. Her udførte hans søn, J.C. Jacobsen, to årtier senere sine første forsøg på at brygge undergæret øl og skabte derved grundlaget for Carlsberg-bryggerierne.

J.C. Jacobsens søn, Carl Jacobsen, fødtes i ejendommen i 1842, og da familien Jacobsen flyttede til Valby i 1854, forblev bygningerne i dens eje. I 1913 overdrog Carl Jacobsen bryggergården til Ny Carlsbergfondet.

Tiden var bygningerne skånsom; alle oprindelige bygninger blev bevaret og ingen tilføjet. Gennemgribende restaureringer blev foretaget i 1950-51 og i 1963-66, hvor bl.a. lejlighedernes oprindelige rumdispositioner, farver og dekorationer blev reetableret.

Bagerst i gården ligger bryghuset, der fra 1797 fungerede som bryggeri, men bygningen var nedslidt og uegnet til udlejning. Ny Carlsbergfondet, der gennem 60 år havde sine kontorer på Glyptoteket, savnede plads og iværksatte derfor i 1973 en ombygning af bryghuset ved arkitekten Vilhelm Wohlert. To år senere flyttede fondet ind i bryghuset, hvis fem etager, forbundet ved en cylindrisk trappeskakt, i dag tæller fondets lagerrum, bibliotek, kontorer og mødelokaler.     

Foruden Brolæggerstræde 5 er ejendommene Knabrostræde 9-11-13 en del af bryggergårdens bygninger og i fondets eje.