Margrethe Odgaard (1978) har skabt to forskellige kunstprojekter på Regionshospitalet Gødstrup ved Herning dedikeret til omgivelserne og stemningen på kræftklinikken og i afdelingen for donortapning. De to projekter bærer titlerne Haima og Elphina.

Kunstprojektet Haima på donortapningen skaber et indbydende og inspirerende miljø for både personale og de donorer, der bidrager med blod i den gode sags tjeneste.  

Kunstprojektet Elphina på Kræftklinikken giver en fornemmelse af ro og hjemlighed og dermed skabe en mere imødekommende og favnende atmosfære for både patienter, pårørende og personale. 

Haima en hyldest til donorens samfundssind 

Kunstprojektet Haima tager udgangspunkt i mineralet hæmatit, på dansk også kaldet blodsten.  

Navnet stammer fra det græske haimatoeis, som betyder blodig. Hæmatit er en naturlig jordfarve i gruppen af røde okkere, dannet når jernholdige væsker langsomt aflejres i jordens sprækker. Som et kredsløb i jordens indre aftegner mineralet spor af tid og tryk.  

I Donortapningen kommer raske mennesker for at give uden at forvente noget til gengæld. En handling, der kan redde liv, og som rummer en stille, grundlæggende gavmildhed. 

Kunstprojektet, som Margrethe Odgaard har skabt til stedet, består af otte høje paneler i rustent cortenstål; ét for hver af de otte blodtyper. I midten af hvert panel er der udskåret silhuetter af blodsten, dimensioneret efter blodtypens procentvise udbredelse i Danmark. De udskårne former er ophængt i tapningen som små, taktile tegn på den fælles indsats, hvor hvert enkelt bidrag, stort som lille, bliver en synlig del af helheden. 

Som en understregning af kredsløbet er udvalgte vægge håndmalet i en særligt udviklet blodstensmarmorering, hvor årer og aflejringer træder frem som i et stykke klippe. Farve, form og materiale bindes her sammen til en helhed, hvor jordens og menneskets livsstrømme spejler hinanden. 

Det samlede værk er en hyldest til donorernes samfundssind og en påmindelse om, at liv altid bevæger sig videre fra én krop til en anden, fra én strøm til en større.  

Elphina gør håbet synligt 

Kunstprojekt Elphina bringer lys og hjemlighed ind i Kræftklinikken. Titlen er en sammentrækning af de oldgræske ord Elpis og Phôs – håb og lys.  

Elpis fremstår i mytologien som kvinden, der bærer håbet og fremtiden, og Phôs som det lys, der gør håbet synligt. 

Femten glødende lyssøjler er ophængt i venteværelset og behandlingsrummene. Lamperne er håndstøbte i aluminium, og lyssøjlerne er udført i massiv douglasgran. Aluminiumslamperne fremstår ufuldkommene med synlige støbeaftryk, mens grantræet har årer og knaster, der vidner om tid og proces og bringer det naturlige og levende ind i de sterile rammer. 

Kunstprojektets andet hovedgreb er en tapetsering af kræftklinikkens 88 meter lange gang med specialudviklede limfarvetapeter. Tapetets mønster er inspireret af grene, der ruskes mod vinduesruden i uvejret. Det er trykt med sølvgranulat, som reflekterer lyset i takt med, at man bevæger sig gennem gangen. De limfarvetrykte tapeter har desuden en blød og stoflig overflade, der tilfører hjemlighed til afdelingen.  

Med tapetseringen opdeles gangen i fire afsnit med forskellige farver. Både for at bryde den lange gang op men også som billede på behandlingsforløbets forskellige faser. Der er ikke en lige vej gennem en behandling, man vil gå igennem forskellige stadier af tvivl, angst og håb.  

De ti behandlingsrum for enden af gangen har fået malet en vægflade lysegul, mens behandlingsstolene er ompolstrede i en blød grøn farve. Sammen med den lysende søjle på væggen skaber dette en varm og rolig atmosfære.  

I gangens sidste afsnit hænger indrammede stykker afdækningstapet, som viser aftryk og fodtrin fra processen med at håndtrykke kunstprojektets tapeter. Billederne fremstår som et poetisk vidnesbyrd og som en anerkendelse af personalets indsats i klinikken. 

Kunstprojektet skaber et miljø, hvor materialer, lys og farver støtter brugernes bevægelse gennem behandlingen. Spor af proces og liv tillader det ufuldkommene, og varme overflader bidrager til, at patienter og pårørende føler sig velkomne og favnet.
 

Om Margrethe Odgaard 

Margrethe Odgaard er en dansk farve- og tekstildesigner, der er kendt for at undersøge farvers sanselige og følelsesmæssige påvirkning. Siden hun grundlagde sit designstudio i 2013, har hun forenet kunstnerisk udforskning med kommercielle samarbejder og skabt projekter, der søger at glæde både øjet og sjælen. 

Hun har samarbejdet med førende brands som Kvadrat, Montana og Muuto, hvor hun har omsat sine kunstneriske undersøgelser til konkrete oplevelser og tilført sin karakteristiske tilgang til deres kollektioner. Odgaard deler sin tid mellem kommerciel og kunstnerisk praksis, og siden 2023 har hun været repræsenteret af Galerie Maria Wettergren i Paris, som har præsenteret hendes arbejde i San Francisco, New York, London, Paris og Maastricht. 

Hendes værker er blevet udstillet i solopræsentationer på institutioner som Röhsska Museum og Design Museum Helsinki. Derudover er hun forfatter til “Shades of Light”, en omhyggeligt kurateret bog med 276 farver inspireret af det nordiske lys. Margrethes Odgaard er blevet hædret med prestigefyldte priser, herunder Torsten & Wanja Söderberg-prisen og senest The Art, Design, and Architecture Prize fra Einar Hansen Foundation of Scandinavia. 

Kunstprojekterne Haima og Elphina er doneret af Ny Carlsbergfondet.