Hensigten med Mirjam Gelfer-Jørgensens forskningsprojekt er at udgive et oversigtsværk om dansk skønvirke, fordi et sådant værk ikke findes, og fordi skønvirke støbte fundamentet for den succes, dansk design siden opnåede.
Grundet periodens store mængde af genstande og kildemateriale har Mirjam Gelfer-Jørgensen valgt at fokusere på udvalgte tendenser, som er centrale for forståelsen af denne epoke i dansk kunst.

 

Opgør mod det herskende

Mirjam Gelfer-Jørgensen argumenterer for, at det var kunstindustrien, der tog teten på de internationale udstillinger, som Danmark deltog i i perioden 1889-1910. Og hun håber at kunne udfordre en udbredt tendens til at se skønvirke dels som en dansk udgave af art nouveau eller arts and crafts, dels som et fænomen, der kun gjaldt kunsthåndværket. Både malere og arkitekter gjorde således på forskellig vis oprør mod det herskende kunstliv, bl.a. ved at søge kunstens traditionelle hierarki nedbrudt ved at skabe værker inden for forskellige genrer og materialer.

 

Ned i arkiverne

Projektet baserer sine argumenter på samtidens kunsthistoriske litteratur, på arkivmateriale såsom terninger, breve, udstillingsarkiver mm. Mængden af kilder i form af brevsamlinger, museumsarkiver og firmaarkiver er særdeles omfattende, så de spadestik, der her foretages, kan måske inspirere til flere undersøgelser.

Ny Carlsbergfondets bevilling har muliggjort besøg på en række udenlandske museer, der besidder dansk materiale i form af genstande og arkivalier fra samtiden. Det gælder bl.a. museerne i Hamborg, Krefeld, Berlin og Trondhjem som de vigtigste – med alle var der tætte både praktiske og ideologiske forbindelser. 

 

Om Stipendiaten

Mirjam Gelfer-Jørgensen er kunsthistoriker, dr.phil. Hun havde i tre år kurser på kunstakademiets arkitektskole og var tillige undervisningsassistent, siden lektor på Institut for Kunsthistorie, KU i ti år, inden ansættelse på Kunstindustrimuseet som overbibliotekar og souschef. Hun bar bl.a. udgivet bøger om islamisk kunst, om jødisk kunst i Danmark og om dansk kunsthåndværk og møbelkunst, senest Japanisme på dansk (2013), der efterfølgende blev til udstillingen ”Learning from Japan” på Designmuseum Danmark og i 2017 Thorvald Bindesbøll. Hun redigerede og udgav i perioden 1990-2005 Scandinavian Journal of Design History.