Forfatter og kunstkritiker Lisbeth Bonde dannede par med Preben Fjederholt i en årrække, før kunstnerens død i 2000, da han blot var 44 år gammel. Hendes monografi Følelsen er alt er udkommet med støtte fra Ny Carlsbergfondet og udgør et biografisk erindringsbillede såvel som et forsøg på at placere Fjederholts praksis i en kunstfaglig kontekst.

Som maler gik Fjederholt sine egne veje. Han arbejdede i forlængelse af den romantiske og realistiske tradition og skabte værker, der ifølge Bonde, tog sig lidt traditionelle ud for kunstnerens kolleger - og ikke mindst for samtidskunstscenen, hvor det konceptuelle og performative, ifølge Bonde, oftest har forrang. Fjederholts motivkreds bestod f.eks. af gråtonede stilleben, drømmeagtige interiører og slørede landskabsbilleder; de pegede dermed på et æstetisk slægtsskab med symbolister som Arnold Böcklin og Vilhelm Hammershøi fra århundredeskiftet snarere end med Fjederholts samtidige kolleger. Kunstnerens stil hang sammen med hans personlighed, der var både nysgerrig og følsom, skriver Bonde:  

”Han følte sig født et århundrede for sent og hørte mentalt til blandt forrige århundredes nerveadel eller de ’indtryksømme’ (med Knut Hamsun) kunstnere og forfattere, der forholdte sig med seismografisk følsomhed og aristokratisk og fintmærkende lydhørhed til deres omgivelser og den store omkalfatring, der fulgte med industrialiseringen”.

Fjederholt omkom af sygdom efter et længere ophold i Italien og efterlader sig et omfattende værkkorpus, der fortjener den brede formidling, som en udgivelse kan bidrage med, skriver Bonde:

”Det er mit ønske, at bogen vil forhindre, at Preben Fjederholt, som den væsentlige kunstner fra slutningen af det 20. århundrede han var, ufortjent skal gå i glemmebogen. Det er mit håb, at bogens mange gengivelser af hans værker vil overbevise de læsere, som ikke kender til hans kunst, om, hvor smuk og dyb den er. Men også at de, som allerede kender den, vil blive yderligere bekræftet heri…”