At værdsætte og fremhæve kunstneres og museumsfolks præstationer over tid er til gavn for hele kunstlivet i Danmark, og prisoverrækkelserne er derfor en naturlig del af Ny Carlsbergfondets virke. Med kunstpriserne anerkender Ny Carlsbergfondet personer, der yder en særlig indsats i det danske kunst- og museumslandskab. 

Ny Carlsbergfondets Hæderslegat

Prisen hædrer en eller flere personer, der arbejder i kunstens tjeneste og som over tid har bevist en ypperlig faglig ambition samt har haft afgørende betydning for dansk kunstliv.

Ny Carlsbergfondets Hæderslegat tildeles landskabsarkitekt Stig L. Andersson. Med legatet gives 300.000 kr. Fra talen, der motiverede uddelingen, blev der på bestyrelsens vegne sagt:

Stig L. Andersson

”Dit projekt har fået en ny sense of urgency, for en forbrugende civilisation har været blind og arrogant over for jordens ressourcer. Det er os, der er problemet. Den vilde bynatur, som du arbejder med, giver biologisk værdi for planter, dyr og mennesker – øget biodiversitet og mere resiliente samfund. Den giver også social værdi og gør mennesker sundere, gladere og mindre stressede, uanset social og kulturel baggrund.

Den kan bidrage til at håndtere regnvand, sikre mod stormflod, levere temperaturfald og optimerede mikroklimaer. Og sidst men ikke mindst så kan den give os sanselige, fysiske og psykologiske oplevelser, når vi hører fuglene synge, mærker træernes forrådnelse eller dufter den friske luft efter styrtregn.”

Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat

Prisen gives til en eller flere kunstnere, der med mod, originalitet og gennemslagskraft markerer sig både i Danmark og internationalt. 

Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat 2023 tildeles to kunstnere: Lilibeth Cuenca Rasmussen og Jane Jin Kaisen. Med legatet gives 200.000 kr. Fra talerne, der motiverede uddelingerne, blev der på bestyrelsens vegne sagt:

Lilibeth Cuenca Rasmussen

”Performance er et helt klart hovedsporet i dit virke. Du blev tidligt optaget af re-enactments i 00’erne, og du bragte ny viden om performancegenren til Danmark fra New York. Selv står du bag en række banebrydende performanceværker. Og det er ikke helt forkert, når du beskriver dig selv som ”en levende skulptur, der kan snakke”. Men du har også banet vejen for andre, nye kunstnerskaber. Det har du gjort via din indsats som professor ved kunstakademiet i Bergen. Her har du været med til at uddanne en ny generation indenfor tids- og performancebaseret kunst.”

Jane Jin Kaisen

”Frem for at indhegne dine videoinstallationer i et blot fiktivt domæne på tryg afstand af virkeligheden derude, har du både politisk og poetisk skarpt gjort dem åbne for globaliseringens ofte smertelige kendsgerninger. Med et røntgenblik, der anspores af din blandede dansk-koreanske baggrund, indvæver du på anfægtende vis tråde som transnational adoption, globaliseret kapitalisme, kolonialisme, kvindeundertrykkelse, shamanisme og naturens dybere rytmer. Hos dig allieres sansning med koncept, drøm med dokumentation, myte med arkiv, erindring med politik.”

Ny Carlsbergfondets Museumslegat

Prisen gives til en eller flere museumspersoner, der med betydende faglighed og professionalisme formår at skabe fornyende og udviklende rammer for kunstens repræsentation.  

Ny Carlsbergfondets Museumslegat 2023 tildeles to museumspersoner: direktør ved Nasjonalmuseet i Oslo, Karin Hindsbo og direktør ved Trapholt i Kolding, Karen Grøn. Med legatet gives 200.000 kr. Fra talerne, der motiverede uddelingerne, blev der på bestyrelsens vegne sagt:

Karin Hindsbo

”Det nye Nasjonalmuseum åbnede i juni sidste år. Det har allerede haft mere end 1 mio. besøgende og har opnået en imponerende mediedækning – både ud i Norges samtlige 358 kommuner og i resten af verden. Tillykke med det fantastiske resultat. Den opgave du blev stillet, er løst. Der står et Nasjonalmuseum i verdensklasse og fusionen mellem de fem museer er fuldendt. Om få måneder giver du stafetten videre til den næste, som skal lede Nasjonalmuseet.”

Karen Grøn

”I den periode, du har været på Trapholt, har museet et par gange slået sin egen publikumsrekord. Det kunne ligne en succes. Men for dig er dette dog ikke definitionen på succes. Mere interessant er det at nævne, at du kontinuerligt har insisteret på, at besøgstal ikke kan være et mål i sig selv. Museerne er ikke sat i verden for at få kunder i butikken, som du formulerer det, men for at tilbyde borgerne relevans. Du sætter en høj faglig standard. Som du siger uden at udvande begreberne, må faglighed i samtidens mere publikumsrettede museumsdrift nødvendigvis være mange ting.”