Gun Gordillo har på baggrund af en generøs bevilling fra Ny Carlsbergfondet skabt den stedsspecifikke installation til VIAs nye administrationsbygning i Aarhus. Det nye hovedsæde blev taget i brug i august 2017 og er daglig arbejdsplads for ca. 100 medarbejdere inden for blandt andet ledelse, økonomi, HR, jura og kommunikation.

Kunst med forskellige oplevelser
”VIAs administrationsbygning er et transparent hus med meget glas, som er gennemskåret af en diagonal trappe, og hvor der i midten er kig til alle husets fire etager på grund af forskudte planer.  Visionen med mit værk har været at udnytte det frie rum i bygningen ved at skabe en kunstinstallation, der strækker sig over tre etager,” forklarer Gun Gordillo og tilføjer:

”Jeg har valgt at arbejde med lysindsatser, spejlinger, stålformer, tyngde og lethed, så der skabes forskellige dialoger. Alt efter, hvor man befinder sig i huset, får man forskellige oplevelser”.

Neonlyset vil skabe en konstant foranderlighed i spillet med dagslysets skiften. Gun Gordillo er i forvejen kendt for at skabe kunstværker, hvor neonlys i forskellige farver bliver kombineret med hårde, holdbare materialer som bly, kobber, zink og aluminium samt skrøbelige elementer som glas, akryl og plexiglas.

En generøs installation
”For Ny Carlsbergfondet er det vigtigt at gøre kunsten til en del af hverdagen så mange steder i samfundet som muligt. VIAs nye bygning er i sig selv monumental og næsten smuk i sin særlige arkitektur. Men Gun Gordillos generøse installation får den til at hilse os velkommen med lige det ekstra strejf af overskud, som kunstens gestus indebærer. Gun Gordillos fine værk vil uden tvivl blive til umiddelbar og daglig glæde for både husets personale og dets mange besøgende,” siger Morten Kyndrup, næstformand i Ny Carlsbergfondet og professor i Æstetik og Kultur ved Aarhus Universitet.

Matcher ny arkitektur
”Vi føler os fantastisk privilegerede over at få udsmykket VIAs administrationsbygning med et værk, der er skræddersyet til huset og dermed kommer til at matche arkitekturen og indretningen perfekt. Og vi er dybt taknemmelige for, at Ny Carlsbergfondet har skænket os det eksklusive kunstvæk,” siger prorektor Peter Friese fra VIA University College.

Lys, farver og et imaginært spejlrum
Gun Gordillos kunstværk strækker sig som nævnt over tre etager. På fjerde etage i VIAs nye administrationsbygning kommer der til at hænge laserskåret blåstål og en neonlinje – begge ophængt i wires fra loftet og med en indbyrdes dialog mellem tyngde og lethed.

I loftet på tredje etage kommer der en vandret bevægelse af lys, der strækker sig under den overliggende balkon og videre til gangarealet. Her vil tredimensionelle neonrør give hvide toner af lys. Neonrørene hænges op i wires med tredimensionelle bevægelser. I den anden side af tredje etage kommer der en uro i en lille tredimensionel form og i orange neon – fastsat i en rustfri stålstang, der går ud i rummet.

Endelig bliver der på anden etage, hvor der er reception og indgang til VIAs administrationsbygning, skabt et imaginært spejlrum bestående af to dobbeltspejle. De bliver ophængt i wires under en udskudt balkon. På hver side af spejlpladerne kommer der vertikalt til at være frithængende former med neon og stålrør, som spejler sig i nærmeste spejlplade. Der bliver også skabt en frithængende tredimensionel rød neonform, som vil danne en mængde reflekser.

Fakta om Gun Gordillo
Gun Gordillo er født i Lund i Sverige i 1945 og uddannet ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 1969-1975. Hun har udstillet fast hos Galerie Denise René i Paris siden 1985 og er desuden repræsenteret af Last Resort Gallery i København. 

Gun Gordillo har i mere end 40 år arbejdet med neonlys, ofte i kombination med bly, sten og metal, ofte med akrylplader eller spejl som rumskabende elementer. Hendes værker skaber derved en dialog mellem tyngde og lethed.

Gun Gordillo står bag en lang række større stedsspecifikke kunstudsmykninger, bl.a. metrostationen Hötorget i Stockholm, Hammarby Kaj i Stockholm, Jacob Burckhardt Haus i Basel og HK-bygningen i København.