Værket skildrer en mand liggende, tilsyneladende sovende, på et par borde beklædt med duge. Han ligger i skyggen af et stort træ og i baggrunden ses et frodigt landskab. Netop i egenskab af at være en mosaik fremstår værket som et slags pixeleret fotografi.

Uden titel (Haiti) belyser mosaikkens mange muligheder som materiale. Frandsen begyndte at arbejde med mosaikker omkring 2007. I de første værker lå mosaikstenene helt plant, hvor de nu ligger i tydelige niveauforskelle, hvilket bevirker, at lyset fanges og reflekteres på en særlig måde. Derudover er materialediversiteten i mosaikstenene udvidet, hvorfor værket ikke kun er en motivisk, men også en teknisk udvidelse af Frandsens arbejde.

Body-healeren Gorm

En rejse til Haiti havde afgørende betydning for Erik A. Frandsens udvikling som kunstner, dette værende både motivisk og i arbejdet med hans kunstneriske udtryk. Haiti er et af den vestlige verdens mest fattige lande. På sin rejse mødte Frandsen body-healeren Gorm, som fortalte, hvordan markarbejdet forvoldte smerter på haitianerne.

Gorm var blevet bedt om at komme og massere arbejderne. Under et stort helligt træ, midt på en brakmark, opsatte han et par borde, og så strømmede arbejderne ellers til. Han behandlede dem alle, og det virkede tydeligvis, da deres kropsholdninger var markant forbedret efter behandlingen. Manden, som er portrætteret, faldt i søvn efter sin behandling.

Uden titel (Haiti) har netop været vist på Grønningens udstilling på Gl. Strand.

’De Unge Vilde’

Frandsens praksis løber helt tilbage til 1980’erne, hvor han var en del af bevægelsen ’De Unge Vilde’. ’De Unge Vilde’ forbindes som oftest med en genopblomstring af maleriet efter en kunsthistorisk periode, hvor minimalisme og konceptkunst satte et stort aftryk på den danske og internationale kunstscene.

Frandsens værker er ofte karakteriseret ved, at han overfører elementer fra et medie til et andet. Gennem denne syntese af anderledes materialer og arbejdsmetoder opstår helt nye udtryk. Med sine værker indkapsler Frandsen både det forgængelige og de flygtige øjeblikke i ellers solide materialer og foreviger dem.

Horsens Kunstmuseum

Horsens Kunstmuseum fokuserer på at skabe store samlinger af forholdsvis få kunstnere, hvoraf en af disse er Erik A. Frandsen. Museet råder over formentlig den største museumssamling af kunstnerens virke; både maleri, fotografi, mosaik, neonarbejder, skulptur, scagliola og grafik. Værkerne løber helt tilbage til Frandsens tidlige arbejde i 1983.

Uden titel (Haiti) præsenteres i årets sommerudstilling, der netop retter fokus på Erik A. Frandsen.

Om Erik A. Frandsen

Erik A. Frandsen (f. 1957) bor og arbejder i København. Som kunstner er han autodidakt, men i årene 1976-1979 studerede han keramik i Grækenland, billedhuggerhåndværk i Italien og grafik i Frankrig. Erik A. Frandsen er repræsenteret på alle store danske kunstmuseer og har haft soloudstillinger i både ind- og udland. I 1996 modtog han Eckersberg Medaljen, og i 2014 blev han tildelt Statens Kunstfonds livsvarige hæderslegat. I 2009 blev han desuden hædret med Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat.