Peder Severin Krøyer og Marie Krøyer blev gift i 1889. Bryllupsrejsen, der gik over Tyskland til Firenze, Rom, Napoli og Amalfi, hører til et af de kunstnerisk mest frugtbare udenlandsophold i P.S. Krøyers karriere. Rejsen resulterede i flere værker og skitser, heriblandt portrættet af hustruen Marie. Værket kan fremover opleves på Den Hirschsprungske Samling og knytter sig fint sammen med museets Krøyer-værker fra samme rejse.

Marie i nuancer af hvid

Marie Krøyer er afbildet lænet mod væggen i en lys, let kjole. Med hænderne hvilende på hofterne står hun i en tilsyneladende afslappet, men også selvbevidst positur. Kunstneren har haft sin opmærksomhed rettet mod det knitrende hvide stof, hvorpå det sene aftenlys bringer forskellige nuancer af hvidt i spil. Det hvide farvespil understreges yderligere af døren og karmens næsten fluorescerende irgrønne farve samt Maries ansigt, der henligger i skygge.

Marie står på terrassen ud til Amalfikysten på det hotel, hvor det nygifte par boede under deres ophold i Amalfi. Den Hirschsprungske Samling rummer flere værker, som P.S. Krøyer malede fra samme terrasse – Bugten ved Amalfi. Udsigt fra Albergo della Luna, 1890 og Fiskerbåde ved Amalfi, 1890. Men i modsætning til de to nævnte værker har P.S. Krøyer i det nyerhvervede værk portrætteret sin hustru Marie.

Vigtig brik i fortællingen

”Værket Marie Krøyer er en vigtig brik i fortællingen om den motivkreds, der med forlovelsen og brylluppet, skulle blive definerende for P.S. Krøyers motiver, og som for eftertiden næsten er blevet indbegrebet af hans berømmelse – nemlig motiver af hustruen Marie Krøyer. Museet ejer i forvejen pastellen, og med erhvervelsen af oliemaleriet er de to værker nu smukt knyttet sammen,” siger Gertrud Oelsner, direktør for Den Hirschsprungske Samling.

P.S. Krøyer er rigt repræsenteret på Den Hirschsprungske Samling, som er det museum uden for Skagens Kunstmuseer, der ejer de fleste af hans værker. Han tilhørte de kunstnere, som museets stifter Heinrich Hirschsprung aktivt støttede som mæcen. Allerede tidligt i Krøyers karriere erhvervede Hirschsprung værker af ham, og han sikrede Krøyer det fundament, der bl.a. gjorde det muligt for kunstneren at foretage de mange rejser, der lå forud for Krøyers kunstneriske gennembrud.

Værket er erhvervet med støtte fra Ny Carlsbergfondet, Slots- og Kulturstyrelsen og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og kan allerede nu ses på museet.