1800-tallets danske landskabsmaleri favner en bred vifte af motiver og geografiske egne, der på forskellig vis bidrager til den billedkunstneriske kartografering af det danske rige.

På et geografisk niveau undersøger afhandlingen, hvilke egne af landet, der kan males, hvorfor og hvorfor ikke, og ikke mindst om der er forskel på hvilke kunstnere, der havde adgang til lokaliteterne.

På det motiviske plan synes der at udkrystallisere sig en særlig interesse omkring Jylland, men også områder på Sjælland, Møn, Lolland, Falster og Fyn har haft kunstnernes bevågenhed. Det kan hævdes, at også de dele af Danmark, der lå uden for centralmagtens København, tiltvinger sig stigende opmærksomhed, hvilket ikke mindst skal ses i sammenhæng med geografiens udvikling i 1800-tallet. Og der kan ligeledes argumenteres for, at særlige landskabstyper har forrang frem for andre: Det drejer sig om historiske monumenter situeret i en landskabelig kontekst, de nationsdefinerende kystlinjer, de vidtstrakte panoramiske, landskaber samt de talstærke skovpartier; alle motivtyper, hvis synoptiske affinitet med tidens politisk kartografiske begær vil udgøre undersøgelsens vigtigste fokus.

Nye kanaler

I en tid, da kunstnernes udstillingsmuligheder og dermed salgskanaler var begrænsede, kom etableringen af institutioner som Den danske Radeerforening samt en række litografiske anstalter til at spille en vigtig rolle, som imidlertid ikke hidtil har haft større bevågenhed i den danske kunsthistorie. Radeerforeningen blev grundlagt i 1853, og den stod bag udbredelsen af originalgrafik af en lang række af tidens danske kunstnere. I samme periode grundlagdes flere litografiske etablissementer, og herfra skulle udgå en mængde blade af de her relevante kunstnere, heraf også flere i bogværker, og herigennem nåede deres værker ud til en bredere kreds af købere, end kunstudstillingerne alene kunne mønstre.

Opkomsten af en mere systematisk reproduktion af grafisk billedkunst i Danmark spiller dermed en central rolle i udbredelsen af det politisk motiverede Danmarksbillede, som tegner sig årene omkring 1800-tallets midte.

Afhandlingen tager afsæt i en kulturgeografisk metode, hvor samspillet mellem politik, geografisk identitet og billedkunst er i fokus og tilvejebringer en overordnet ramme for undersøgelsen af tidens landskabskunst som en politisk- og magtinvesteret.

Om stipendiaten

Gertrud Oelsner er uddannet mag.art. i kunsthistorie i 2001, og opnåede ph.d.-graden i 2017 (stipendieperiode 2013-2016). I perioden 2000-2013 var hun ansat som museumsinspektør på Fuglsang Kunstmuseum, fra 2010 som afdelingsleder. Siden november 2016 har hun været direktør for Den Hirschsprungske Samling. Hun står bl.a. bag udstillinger om kunstnere som Albert Gottschalk (2002), Johan Rohde (2006), P.C. Skovgaard (2010), Thorald Brendstrup (2012), Vilhelm Kyhn (2012) og Anton Melbye (2018) samt udstillinger om skystudier (2003), den danske vitalisme (2008) og det antropocæne i 1800-tallets danske landskabsmaleri (2018).

Dato for afhandlingens forsvar: 8. februar 2017