Værket Modified Social Benches for Lemvig består af tre bænke, som kunstneren Jeppe Hein har udarbejdet specielt til Lemvig Havn. Bænkene er udformet i rustfrit stål og pulverlakeret i en orangerød farve. Ifølge Jeppe Hein refererer farven til maritime elementer som krabber, havdyr, signalkoste og fiskenet og -bøjer.

”Det er min hensigt at knytte de forskellige dele af havnen sammen ved at integrere de tre bænke med dagligdagsaktiviteter i området. Bænkene er et tilbud, hvor du oplever og deltager,” siger Jeppe Hein.

Social interaktion
Netop samspillet mellem kunstværkerne og det offentlige rum er en central del af Jeppe Heins arbejde med bænkene, der skal invitere byens borgere og besøgende til at interagere med kunsten.

”Med Jeppe Heins udsmykning byder vi velkommen til en ny type værker i det offentlige rum, som opfordrer til deltagelse og oplevelse. Hans skulpturelle bænke folder sig ud med røde blækspruttearme, der bølger over og under overfladen – og inviterer til, at vi også selv kan udfolde os,” siger Stine Høholt, bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet. Hun fortsætter:

”Kunstværkerne er en åben gestus; et mødested, som først for alvor virker, når man slår sig ned. Nok er de skabt af en af Danmarks mest markante kunstnere, men det er ikke skulpturer, vi andægtigt skal gå rundt om og betragte: Værkerne gør noget med os. Med dem kan vi erfare verden på ny.”

Lemvig i flot selskab
I Lemvig er der stor glæde over donationen fra Ny Carlsbergfondet og Jeppe Heins kunstværk, der tidligere i andre udformninger har været placeret i storbyer som New York, London og Paris. 

”Jeppe Heins sociale bænke er kendte verden over og står i mange store byer. Med dette nye kunstværk på havnen er Lemvig med ét slag på niveau med verdenskendte byer. Jeg håber – og tror – bænkene bliver taget lige så godt imod af byens borgere, gæster og turister, som det er sket i udlandet,” siger Erik Flyvholm, borgmester i Lemvig. Han fortsætter:

”Samtidig ønsker jeg at rette en stor tak til Ny Carlsbergfondet, der har gjort det muligt at få dette flotte kunstværk til Lemvig og til Jeppe Hein, fordi han har skabt et spændende kunstværk til glæde for byens borgere.”

Jeppe Heins bænke kan også opleves ved Den Blå Planet i København. Værket Blue Modified Social Benches, der blev indviet i 2015 takket være en donation fra Ny Carlsbergfondet, består af tretten blå bænke, der leder de besøgende fra Kastrup Metrostation til Den Blå Planet. Læs mere om værket her.