Zahrtmann anses for at være blandt de vigtigste kunstnere fra det moderne gennembrud. Dette både grundet sin fornyelse af historiemaleriet og sin for tiden heftige og moderne farvebrug, men også grundet sin rolle som mentor og underviser for en lang række danske kunstnere.

En vigtig tilføjelse

Faaborg Museum ejer i forvejen et af Zahrtmanns hovedværker, nemlig Adam og Eva i Paradis fra 1892. Maleriet blev erhvervet i 1911 som et af de første vigtige indkøb til museets samling. Maleriet fik en plads i Carl Petersens museumsbygning ved indvielsen i 1915. Værket har i dag fået sin plads i museets store malerisal. Maleriet Adam og Eva blev skabt sideløbende med Adam og Eva i Paradis.

Kristian Zahrtmann skabte primært værker med motiver indenfor genrerne italiensk folkeliv, portrætter, landskaber og historiske motiver, især af Leonora Christine. Adam og Eva er en af de få undtagelser og skiller sig desuden ud fra Zahrtmanns øvrige arbejder, da han hovedsageligt malede nøgenbilleder af mandlige modeller, men sjældent kvindelige. Dette var flere gange tæt på at skabe skandale i Zahrtmanns samtid. Adam og Eva viser Adam stående i en hvilende position, talende til Eva. Adam er kun delvist tildækket, hvor Eva står nøgen og kigger tænksomt mod jorden. Værket er malet i Zahrtmanns karakteristiske kraftige farver.   

Faaborg Museums samling rummer kun seks værker af Zahrtmann, hvorfor værket Adam og Eva er en vigtig brik i formidlingen af historien om Zahrtmann og hans indflydelse på Fynbomalerne.

Zahrtmann og fynboerne

Kristian Zahrtmann var afgørende for tilblivelsen af kunstnerkredsen Fynboerne. Fynboerne var en gruppe af kunstnere som sidst i 1880’erne skabte en kunstnerkoloni i Faaborg. Kunstnerkolonien talte bl.a. Fritz Syberg og Peter Hansen, som fuldførte deres kunstneriske uddannelse på Kunstnernes Studieskole i København under ledelse af Zahrtmann, men derefter vendte tilbage til deres fødeby. På Kunstnernes Studieskole gik bl.a. også Johannes Larsen, Poul S. Christiansen og Nicolaus Lützhøft.

Kristian Zahrtmann udgør en hjørnesten både i sin undervisning og sit mangeårige virke i Italien. Og hans kunstneriske inspiration løber som en tydelig åre gennem Fynboernes værker.

Om Kristian Zahrtmann

Kristian Zahrtmann (1843-1917) blev født på Bornholm. Han var en del af kunstnergenerationen omkring P.S. Krøyer og Th. Philipsen, som tilhørte det moderne gennembrud og naturalismen. Zahrtmann blev uddannet på det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor han blev undervist af bl.a. Vilhelm Marstrand og Frederik Vermehren. Han havde stor indflydelse på flere generationer af kunstnere som lærer og leder af Kunstnernes Studieskole i 1885-1908. Skolen blev populært kaldt ’Zahrtmanns Skole’.