Projektet tager udgangspunkt i det nybrud, der i dansk kunsthistorie oftest karakteriseres som De Unge Vilde eller De Nye Vilde. Skønt 1980’ernes nye kunstnere ofte først og fremmest forbindes med en genkomst for det ekspressive maleri, søger afhandlingen at afdække bredden i De Unge Vildes kunstneriske aktiviteter – der foruden maleri tæller performance, film, skulptur, kunstnerbøger med mere.

Afhandlingens præmis er, at De Unge Vildes værker på en gang er udtryk for bevidst strategi og ubevidst visuel afsmitning, og at deres værker således er ’klogere’ end kunstnerne selv og kan bruges til at gøre os klogere på den tid, de er skabt i.

Tre spor

Afhandlingen præsenterer tre hovedpointer, der hver udgør et selvstændigt kapitel:

At De Unge Vilde for det første indvarsler et paradigmeskift i dansk kunsthistorie, hvilket åbner for et mere mangfoldigt kunstbegreb som afløser for et avantgardistisk kunstbegreb.

At De Unge Vilde for det andet mobiliserer dette paradigmeskift gennem en række destruktive og negerende greb, der i første omgang ligner det endelige dødsstød for kunsten, men reelt muliggør dens genopstandelse.

Og at De Unge Vilde for det tredje trækker på en del af avantgardens metoder og strategier i deres fornyelse af kunstscenen – væk fra det avantgardistiske kunstbegreb.

En ny begyndelse

Det første hovedkapitel omhandler De Unge Vildes forhold til det postmoderne og postmodernistiske, herunder deres sampling af mange forskellige metoder, motiver og stilarter hentet fra den ældre kunsthistorie. Afhandlingen definerer De Unge Vilde som en mellemposition mellem på den ene side en kunstens afslutning og på den anden side en ny begyndelse for kunsten.

Det andet kapitel tager fat på diskussionen om det sublime som et karakteristisk træk ved det postmoderne. Her argumenterer afhandlingen for, at De Unge Vilde nærmer sig det sublime ved konstant at balancere mellem de to umiddelbare modsætninger patos og ironi, som afhandlingen imidlertid hævder er yderpunkter på den samme akse. Den peger desuden på, hvordan De Unge Vilde udnytter negerende strategier til at nedbryde de symboler og ikoner, der har været konstituerende for 80’ernes samfundsforståelse.

Det tredje kapitel diskuterer De Unge Vildes måde at forholde sig til avantgarden på. Kapitlets hovedpointe er, at De Unge Vilde i deres omgang med avantgarden benytter sig af tre strategier: en retroavantgardistisk, en postavantgardistisk og en metaavantgardistisk. Hermed står de selv sagt på skuldrene af avantgardens kunstbegreb(-er) – men gør også eftertrykkeligt op med det. En yderligere pointe i kapitlet er, at de i rollen som ironikere praktiserer det, som Hans-Jørgen Nielsen allerede i 1960’erne definerede som atttituderelativisme.

Afhandlingen tegner således et bilede af De Unge Vilde som på én gang nedbrydere og genopbyggere. Dens hovedargument er følgelig, at De Unge Vilde trods deres korte levetid og umiddelbart useriøse fremfærd har været absolut nødvendige for den videre udvikling i dansk kunsthistorie.

Om stipendiaten

Kamma Overgaard Hansen er cand.mag. i kunsthistorie og religionsvidenskab og siden 2017 ph.d. i kunsthistorie. Hun har tidligere været ansat som kommunikationsmedarbejder og siden museumsinspektør ved Horsens Kunstmuseum. Derudover har hun arbejdet med sundhedskommunikation og projektledelse inden for socialområdet samt været anmelder. Kamma Overgaard Hansen er i dag freelance-kunsthistoriker med opgaver for forskellige kunstmuseer, Folkeuniversitetet m.fl. Hun er desuden ekstern lektor ved Afdeling for Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet.