En ny oplevelse venter museumsgæsterne, når de fremover lægger vejen forbi RAGNAROCK – museet for pop, rock og ungdomskultur i Roskilde. Ikoniske guitar-pedaler i klare farver og ledningsspaghetti, der slynger sig som kabel-ornamenter på murer og friser, har indtaget museets patio. Derudover har Rose Eken skabt en række bronzeskulpturer til gården, en væltet flaske Jack Daniels, en glemt pose med øl, en sækkevogn med ølkasser og flag og en transportabel forstærker. Over dem hænger rækker af PAR lamper og lyser ned på museets publikum. Hele scenen får én til at tænke på støv, festival og rockmusik.

Værk i stor skala

”Det er et stort privilegium at få lov at lave så stor en opgave - at kunne skalere op og max'e ud både helt konkret ved at bemale en hel bygning på tre sider og ved at få muligheden for at støbe i bronze. Det er altid en stor udfordring at løse en stedsspecifik opgave. Men det er samtidig også dét, der gør det utrolig interessant, netop fordi man skal lave noget, der er permanent - noget som griber ind i arkitekturen og farver omgivelserne - noget som har en betydning for de mennesker, der besøger eller arbejder på stedet hver dag,” fortæller Rose Eken.

Rockens rekvisitter

Det er Ny Carlsbergfondet, der har valgt Rose Eken til opgaven og finansieret kunstværkerne. ”Ligesom rockmusikken er Rose Eken forfriskende afvæbnende og ligefrem i sine fortolkninger af vores moderne kultur. Om det er i hendes krøllede, keramiske modelleringer af hverdagsgenstande eller i store maleriske formater, så taler hendes billeder direkte og uden omveje til os. På RAGNAROCK er det naturligvis rockmusikkens rekvisitter, som hun genskaber med en billedpoesi, som underfundigt og ikke uden humor afmonterer rockens typisk meget maskuline aura,” siger formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt

Ud over de stedsspecifikke værker i patioen indgår nu også Rose Ekens største keramiske værk til dato, Lemmy Kilmisters Marshall Stack og bas, i museets permanente udstilling.

Om Rose Eken

Rose Eken (f. 1976) er uddannet fra Royal College of Art i London (Master of Arts, 2003) og har siden boet og arbejdet i London, Berlin, New York og København. Som 16-årig begyndte Rose Eken at arbejdede som scenetekniker på CaféTeatret og at lave lys til live punk, rock og hardcore koncerter på forskellige spillesteder i København. Denne periode har haft stor indflydelse på hendes senere billedkunstneriske virke, som ofte kredser om musik og fankultur.