Formål og fundats

Ny Carlsbergfondets formål er at støtte Ny Carlsberg Glyptotek og andre danske kunstmuseer, at fremme studiet af kunst og kunstvidenskab og i det hele taget at udvikle og tilfredsstille sansen for og trangen til kunst i Danmark.

Fondets indtægter består dels i forrentningen af et grundfond (der i 2008 udgjorde 320 mio. kr.) dels af en andel i det årlige udbytte af aktier i Carlsberg A/S.
Den årlige legatsum andrager ca. 60 mio. kr.


Ny Carlsberg Glyptotek   Glyptoteket er hjørnestenen i Ny Carlsbergfondets arbejde.

Foto © Per Bak Jensen, 2001

Fundats

Klik her for Ny Carlsbergfondets Fundats i PDF-format egnet til udskrivning.


Ny Carlsbergfondets fundats

  1. Indledning
  2. Navn, hjemsted og formål
  3. Ny Carlsbergfondets kapital og indtægter
  4. Ny Carlsbergfondets ledelse
  5. Regnskab og revision
  6. Ændringer i fundatsen m.v.

I. Indledning

Ny Carlsbergfondet er oprettet ved fundats af 20. januar 1902 af brygger, dr.phil h.c. Carl Jacobsen og hustru Ottilia Jacobsen med den opgave at virke til bedste for kunsten i stifternes fædreland.

Ved gavebrev af samme dato skænkede stifterne deres bryggeri Ny Carlsberg til Carlsbergfondet, og Ny Carlsbergfondet sikredes samtidig en andel af bryggerioverskuddet.

Brygger Carl Jacobsen skænkede yderligere ved gavebrev af 18. juni 1907 Ny Carlsbergfondet nærmere angivne beløb, hvoraf i henhold til gavebrevets bestemmelse er oprettet et urørligt grundfond, hvis renter skal anvendes til fondets formål. Dette grundfond blev ved brygger Jacobsens testamente og senere fundatsændringer i 1923, 1940, 1952 og 1962 yderligere forøget.

I 1970 fusioneredes Carlsberg Bryggerierne med De forenede Bryggerier A/S, nu Carlsberg A/S, og der hjemledes samtidig i Carlsbergfondets fundats Ny Carlsbergfondet ret til en andel af udbyttet af Carlsbergfondets aktier i Carlsberg A/S.

II. Navn, hjemsted og formål

§ 1  stk. 1Fondets navn er Ny Carlsbergfondet.
stk. 2Fondet udgør en særlig afdeling af Carlsbergfondet.
stk. 3Fondets hjemsted er Københavns kommune.
 
§ 2stk. 1Fondets opgave er:
  1. at fortsætte den gerning, som Carl og Ottilia Jacobsen har begyndt i kunstens tjeneste ved oprettelsen af Ny Carlsberg Glyptotek og andre museer, anskaffelse af kunstværker, opførelse af monumentale bygninger, m.v.;
  2. på anden formålstjenlig måde at virke til fremme af kendskabet til og studiet af kunst og kunstvidenskab med det mål for øje at udvikle og tilfredsstille sansen for og trangen til kunst i Danmark.
stk. 2Ved kunst forstås ikke blot billedkunst og arkitektur, men også kunstindustri og havekunst.
stk. 3Til støtte af andre formål, der kan tjene til fremme af fondets opgaver, kan der hvert år anvendes indtil 2% af fondets årlige overskud, efter at de pligtige og efter direktionens skøn nødvendige henlæggelser er foretaget.

III. Ny Carlsbergfondets kapital og indtægter

§ 3  stk. 1Fondets kapital består af grundfondet, reservefondet samt eventuelle andre frie reserver.
stk. 2Grundfondet er urørligt. Mindst to tredjedele af grundfondets midler skal anbringes i overensstemmelse med de regler, der ved lov er fastsat for anbringelse af fondsmidler. Dog kan anbringelse ske i aktier i Carlsberg A/S uden begrænsning. Indtil en tredjedel af grundfondets midler kan anbringes efter Ny Carlsbergfondets direktions nærmere skøn, enten i sådanne værdipapirer, der skønnes særligt egnede til varigt anlæg, eller i fast ejendom eller som indestående i Carlsbergfondet. Til anbringelse i fast ejendom kræves samtykke fra Carlsbergfondets direktion.
stk. 3Den til grundfondet hørende ejendom, matr. nr. 76 af Snarens kvarter, kaldet Bryggergården, må ikke prioriteres eller afhændes. De øvrige til grundfondet hørende aktiver forsynes med påtegning om, at der ikke kan disponeres over dem uden samtykke af formanden for Carlsbergfondets direktion.
stk. 4Over de til reservefondet henlagte beløb kan der kun disponeres, når direktionen træffer enstemmig beslutning herom; de således anvendte beløb skal erstattes reservefondet i henhold til bestemmelsen nedenfor i § 14, stk. 1.
stk. 5De til reservefond og eventuelle øvrige frie reserver henlagte beløb kan anbringes i henhold til de bestemmelser, der til enhver tid måtte blive truffet af Ny Carlsbergfondets direktion.

IV. Ny Carlsbergfondets ledelse

§ 4stk. 1Fondets ledes af en som direktion betegnet bestyrelse bestående af tre medlemmer, udpeget af Carlsbergfondets direktion for en 6-årig periode.
stk. 2Hvert andet år afgår et medlem af direktionen. Genudpegelse kan finde sted. I tilfælde af et medlems fratræden før udløbet af dets funktionsperiode indtræder det i dets sted udpegede medlem af direktionen for resten af det fratrådte medlems funktionsperiode.
stk. 3Direktionens formand beskikkes af Carlsbergfondet, hver gang en ordinær funktionsperiode er udløbet. Genbeskikkelse kan finde sted.
stk. 4Et medlem af direktionen er pligtigt at udtræde af denne, såfremt vedkommende kommer ud af rådighed over sit bo eller på grund af stedsevarende sygdom eller af andre særlige grunde bliver uegnet til at beklæde hvervet som medlem af direktionen.
 
§ 5stk. 1Det påhviler direktionen at sørge for en forsvarlig organisation af fondets virksomhed.
stk. 2Direktionen antager det til fondets administration nødvendige personale.
 
§ 6stk. 1Carlsbergfondets kvæstor har ansvaret for fondets regnskaber og budgetter samt porteføljeplejen, alt i overensstemmelse med gældende lovgivning, de i fundatsen indeholdte bestemmelser samt de af direktionen givne foreskrifter.
stk. 2Det påhviler direktionen at kontrollere overholdelsen af de i stk. 1 nævnte forpligtelser.
 
§ 7stk. 1Fondets direktion afholder møde efter formandens bestemmelse, eller når et medlem af direktionen fremsætter begæring herom.
stk. 2Direktionen er beslutningsdygtig, når 2 medlemmer af direktionen er til stede. Hvor ikke andet er bestemt i nærværende fundats, træffes direktionens beslutninger ved almindelig stemmeflerhed.
stk. 3Over forhandlingerne i direktionen føres en protokol, hvori alle beslutninger indføres. Protokollen underskrives af de tilstedeværende medlemmer.
 
§ 8Fondets virksomhed i medfør af § 2 kan udøves såvel på grundlag af ansøgninger, der indgives til fondet, som på fondets eget initiativ.
 
§ 9stk. 1Direktionen udarbejder hvert år en beretning om fondets virksomhed. Beretningen og fondets reviderede regnskab offentliggøres i en af direktionen valgt form.
stk. 2Beretningen og det reviderede regnskab forelægges Carlsbergfondets direktion til godkendelse i henhold til de herom givne bestemmelser i Carlsbergfondets statutter.
 
§ 10stk. 1Medlemmer af fondets direktion har ret til et årligt vederlag for bestridelsen af deres hverv.
stk. 2De i stk. 1 nævnte vederlag fastsættes af Carlsbergfondets direktion i samråd med direktionen.
stk. 3Vederlaget til Carlsbergfondets kvæstur for udførelsen af de i § 6 omhandlede opgaver aftales mellem direktionen og Carlsbergfondets direktion.
 
§ 11stk. 1Fondet tegnes af to medlemmer af direktionen.
stk. 2Fondets direktion kan meddele speciel fuldmagt til at tegne fondet i nærmere i fuldmagten angivne anliggender.

V. Regnskab og revision

§ 12stk. 1Fondets regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.
stk. 2Årsregnskabet skal opgøres i overensstemmelse med, hvad god regnskabsskik tilsiger, såvel med hensyn til vurderingen af aktiverne som vedrørende regnskabets specifikation og de forskellige posters benævnelse.
 
§ 13stk. 1Fondets regnskab udarbejdes af Carlsbergfondets kvæstur og underkastes revision af en af Carlsbergfondets direktion udpeget og af direktionen godkendt statsautoriseret revisor.
stk. 2Det påhviler revisionen at revidere regnskabet i overensstemmelse med god revisionsskik.
stk. 3Det reviderede regnskab underskrives og decideres af direktionen og forelægges Carlsbergfondets direktion til godkendelse i henhold til bestemmelsen i § 9, stk. 2.
 
§ 14stk. 1 Til konsolidering af grundfondet henlægges årligt et beløb som svarer til 10% af fondets regnskabsmæssige nettooverskud efter fradrag af eventuelle uafskrevne underskud fra tidligere år og før indregning i årsresultatet af realiserede og/eller urealiserede kursgevinster og kurstab på fondets værdipapirer.
stk. 2Restoverskuddet overføres til frie reserver og er til disposition til anvendelse til fondets formål.

VI. Ændringer i fundatsen m.v.

§ 15stk. 1Hvis direktionen måtte være i tvivl med hensyn til forståelsen af bestemmelser i nærværende fundats, forelægges vedkommende spørgsmål Carlsbergfondets direktion til afgørelse.
stk. 2Ændringer i fondets fundats kan kun ske efter enstemmig indstilling fra Carlsbergfondets direktion eller enstemmig indstilling fra Ny Carlsbergfondets direktion, der vedtages enstemmigt af direktionen for det andet fond.




Pil op Top