Formålet med Ny Carlsbergfondets donationer er at fremme kendskabet til og interessen for kunst. Til en donation fra fondet er knyttet en række vilkår, der gælder både før, under og efter kunstprojektet er realiseret.

Vi samarbejder

Modtagerinstitutionen forventes at stille sig til rådighed for nødvendig sparring med fondet og kunstner undervejs i udvikling og realisering af kunstprojektet.

Klargøring af areal

Medmindre andet er aftalt, er modtagerinstitutionen ansvarlig for klargøring af det område, hvor kunsten skal installeres, herunder afdækning, rengøring etc. Det kan potentielt også indebære udgifter til f.eks. bygge- og anlægsarbejde.

Kommunikation og indvielse

Al kommunikation om kunstprojektet skal koordineres med Ny Carlsbergfondet i alle faser i processen. Når kunstprojektet er realiseret og officielt overdraget, står modtagerinstitutionen for at afholde en passende indvielse.

Ejerskab

Modtagerinstitutionen ejer kunsten efter modtagelse af donationen. Det er ikke tilladt at sælge kunsten. Den må ej heller ændres på eller flyttes uden forudgående dialog med fondet og kunstner.

Modtagerinstitutionen skal udpege en kunstansvarlig på stedet, der står for den fremtidige kontakt med Ny Carlsbergfondet.

Drift og vedligehold

Modtagerinstitutionen har det daglige ansvar for drift og vedligehold, og skal sørge for, at kunsten vedligeholdes efter retningslinjerne i en evt. drift- og vedligeholdelsesplan, som for stedsspecifikke kunstprojekter udarbejdes efter projektets realisering. Der udarbejdes et udkast til budgettet for vedligeholdelse, som modtagerinstitutionen får oplyst inden de indgår en endelig aftale om realiseringen af projektet.

Modtagerinstitutionen dækker alle omkostninger i forbindelse med udbedring af skader som følge af ydre omstændigheder som hærværk, tyveri, uheld og miljømæssige påvirkninger. Derfor anbefales det, at institutionen forsikrer kunsten.

Kontakt Ny Carlsbergfondet

Ny Carlsbergfondet kan til hver en tid kontaktes for råd og vejledning om drift og vedligeholdelse.

De specifikke rammer og krav vil fremgå af den kontrakt, som indgås mellem modtagerinstitutionen og Ny Carlsbergfondet forud for realisering af kunstprojektet.

 

Hent som PDF