Den 20. januar 1902 underskrev Carl Jacobsen og Ottilia Jacobsen et skøde, hvorved de overdrog Ny Carlsberg Bryggeri til Carlsbergfondet og samtidig oprettede Ny Carlsbergfondet.

Ny Carlsbergfondet er således over hundrede år gammelt, og enhver kunstinteresseret ved, at det danske samfunds kunstliv er gennemtrukket af fondets virke: Det dominerer museernes samlinger, signerer tusindvis af værker i diverse institutioner, kunstværker i det offentlige rum og en lang række betydelige kunstvidenskabelige udgivelser.

Carl Jacobsens bryggeri hed Ny Carlsberg. Carl var søn af stifteren og ejeren af Carlsberg, J.C. Jacobsen. Far og søn havde som sikkert bekendt i mange år et anstrengt forhold, og altså hver sit bryggeri. Da de to bryggerier omsider blev til ét, lagde Carl Jacobsen sit fond ind under Carlsbergfondet.

Carlsbergfondet støtter ifølge sin fundats videnskab, mens Ny Carlsbergfondet bevilger midler til kunst (og kunstvidenskab).

Carlsbergfondet er det overliggende fond, der ejer den bestemmende aktiemajoritet i Carlsberg-bryggerierne. Men det er forpligtet til at lade en bestemt del af udbyttet af sine aktier tilfalde Ny Carlsbergfondet. Carlsbergfondet har en vis indflydelse på Ny Carlsbergfondets virksomhed, bl.a. i forbindelse med udpegning af bestyrelsesmedlemmer.

Ny Carlsbergfondet adskiller sig fra mange andre fonde ved at være et fagligt fond. Det ledes af en bestyrelse (historisk betegnet som ”direktion”) på tre medlemmer, der alle har en kunstfaglig/-videnskabelig baggrund og ekspertise. Formanden er fuldtidsansat, mens de to øvrige medlemmer bestrider deres hverv ved siden af et andet job, igen typisk inden for fagområdet.

Carl Jacobsens liv i årstal

Carl Jacobsen i levende billeder