Midler fra Ny Carlsbergfondet gjorde det i 2015 muligt for Kunsten at erhverve Pistolettos værk Eleven Less One, der består af 11 spejle i legemsstørrelse. Værket er dog ikke afsluttet, for Eleven Less One er ikke blot en serie af objekter, men også en performance, hvor kunstneren udstyret med en hammer vil smadre spejlene for at afsløre opake farveflader under. De knuste spejlstumper vil efterfølgende være en del af værket, der tager form som en permanent installation.    

På tværs af medier og materialer
Siden 60’erne har den verdensberømte multikunstner Michelangelo Pistoletto været en prominent personlighed på samtidskunstscenen, hvor han især blev kendt for at lancere kunstretningen Arte Povera sammen med kunstkritikeren Germano Celant som et modsvar til 50’ernes højmodernisme. Arte Povera kan oversættes til ”fattig” eller ”enkel kunst” og søgte at inddrage hverdagsobjekter samt billige materialer til skulpturer og installationer for at krydse grænserne mellem traditionelle kunstmedier og mellem kunsten og hverdagslivet. Det var ligeledes i denne periode, at Pistoletto begyndte at eksperimentere med spejle, som siden har være et tilbagevendende materiale i hans praksis. 

Den 16. september forvandler Pistolettos værk således Kunstens Lille Sal til et spejlkabinet. Bag ved hver spejloverflade er der stærke og klare helfarver, der afsløres ved de områder, Pistoletto knuser. Resultatet kan til dels minde om farvede landkort eller kæmpestore malerklatter, der er sprøjtet op på lærredet. Eleven Less One kan ses som et performativt selvportræt, der skifter karakter, mening og identitet alt efter, hvem der ser på det. Værket fuldendes først, når publikum står foran det og på den måde bliver en del af billedet.

”Jeg ser samfundet som et slags ødelagt spejl. Spejlet peger på samhørigheden i verden. Alle dele, ødelagte eller intakte, afspejler verden, ligesom alle mennesker deler den samme DNA. Værket er, en dyster og samtidigt lystig leg med dagslyset, rummet, publikums bevægelsesmønstre og refleksioner”, udtaler Pistoletto. 

Michelangelo Pistoletto - Eleven Less One kan opleves på Kunsten fra d. 16. september 2016. Udstillingsåbningen og performancen finder sted d. 16. september kl. 17.00 og er åben for alle.