Ny Carlsbergfondet har netop bevilget fem nye postdoc-stillinger, der oprettes i et samarbejde mellem danske museer og universiteter. Med donationerne ønsker Ny Carlsbergfondet at styrke forbindelsen og videndelingen mellem kunstvidenskaben og hverdagen på museer.

De aktuelle donationer er en del af Ny Carlsbergfondets store satsning på kunstvidenskabelig forskning, hvor der samlet set bliver doneret 37,5 mio. kr. (først med 15 ph.d.-stillinger og nu med 15 postdoc-stillinger). Denne investering i forskning sker for at styrke samarbejdet mellem museerne og de relevante forskningsmiljøer.

Teori og praksis i et fælles projekt
”De nye forskere bliver formelt ansat på universiteterne, men de udfører i praksis en stor del af deres arbejde på museerne. Og projekterne er fra starten formuleret ud fra museernes behov,” siger professor Morten Kyndrup, Ny Carlsbergfondet. Han uddyber:

”Forbindelsen mellem de kunstvidenskabelige miljøer og kunstmuseerne har i mange år ikke været særlig levende. Alt for mange er forblevet enten museumsfolk eller universitetsfolk. Kun få har krydset grænserne, og en masse værdifuld viden er ikke blevet udvekslet. Vi skal undgå, at museerne bliver isoleret fra den aktuelle, internationale forskningsdagsorden. Og at universiteterne bliver til praksisfjerne teorifabrikker, hvor den daglige formidling på museerne ‒ og dermed kunstens publikum ‒ bliver set som et uinteressant arbejde.”

De fem aktuelle donationer betyder, at der vil komme nye postdoc-stillinger hos:

- Esbjerg Kunstmuseum
- ARoS
- Fuglsang Kunstmuseum
- VejleMuseerne
- Den Frie Udstillings bygning, København, og Museet for Religiøs Kunst, Lemvig (partnerskab)

Postdoc-projekterne opslås åbent inden for de kommende måneder af det pågældende universitet inden for det angivne faglige område. Ansættelsesstedet er således universitetet, mens arbejdsopgaverne i øvrigt fordeles mellem museum og universitet.

Landet rundt
Ved seneste runde i 2015 fik følgende museer/institutioner tildelt et postdoc-stipendium: Thorvaldsens Museum, KØS, Kunsten, Brundlund Slot, Louisiana, Kunsthal Aarhus, Designmuseum Danmark og J.F. Willumsens Museum.