Jubilæet fejres med et arrangement til ære for Maren lørdag d. 12. marts fra kl. 11-12 foran Det Gamle Rådhus i Nørregade i Holstebro, hvor skulpturen er opstillet. Ny Carlsbergfondet var med til at finansiere  erhvervelsen i 1965, og derfor holder fondets formand, Karsten Ohrt, tale. Det samme gør bl.a. byens borgmester, H. C. Østerby.

Der er desuden indslag ved Odin Teatret og andre teateraktører, musik ved professionelle musikere, korsang og fællessang, og Holstebro Kirkes Kor uropfører et korværk for 4 stemmer, skrevet af den nu 97-årige holstebroer Henning Lange. Til sidst serveres der champagne, og Sir Michael Berkeleys Champagnefanfare afspilles fra det højttaleranlæg, der nænsomt er indbygget i Det Gamle Rådhus.

Der er gennem tiden skrevet flere kompositioner til Maren, bl.a. af den færøske komponist Pauli î Sandagerdi, og der er dannet en forening, kaldet Marens Venner, der har et laug, som i sommermånederne giver guidede ture til Holstebros mange kunstværker, og som altid slutter ved Maren kl. 21., når hun sænkes ned i sin natbolig på sin ”private” elevator.

Se mere om Marens Venner på deres hjemmeside:
marensvenner.dk