Er det paradoksalt, at samtidskunsten i København kan rumme alt fra 1500 m2 store, private fonde som Faurschou Foundation, der udstiller internationale stjernekunstnere, til små antikapitalistiske, kunstnerstyrede udstillingssteder, som kun findes midlertidigt, før de forsvinder igen? Dette spørgsmål stiller Mikkel Bolt i sin nye essaysamling, som skal undersøge de modsatrettede bevægelser i samtidskunsten, og fortsætter dermed forfatterens engagement med forholdet mellem kapital, økonomi og æstetik som politisk modstandsform. 

Fordelt i syv kapitler behandler Bolt emnet fra en række forskellige vinkler: fra publikum-deltagelse og institutionalisering til kunstkritik og reklamearkitektur svinger analysen således mellem specifikke cases i samtidskunsten og større politiske spørgsmål, som rækker langt ud over kunstens sfære. Hensigten er at analysere kunstens komplekse økonomi såvel som at drømme om nye strategier for, hvordan kunsten kan forbedre fremtiden og levere håb i det, forfatteren betragter som en kriseramt nutid. 

Michèle Bernstein, La Victoire de la Commune de Paris. Foto: Antipyrine

Michèle Bernstein: Victoire de la Commune de Paris, 1963, plastiksoldater, maling og gips. Den situationistiske kunstner Michèle Bernstein lavede kontrafaktisk historieskrivning, hvor hun forestillede sig, at de revolutionære Pariserkommunarder havde vundet i 1871. Igennem kunsten pegede Bernstein således på en alternativ, antikapitalistisk fortid og fremtid.

”Fortællingen om samtidskunst må handle om den ekstreme markedsgørelse og instrumentalisering af kunsten, der har fundet sted indenfor de seneste årtier. Men den må samtidig også handle om, hvordan den samtidskunstinsitutionen har været rum for fremvisning og diskussion af politiske konflikter, der for stor dels vedkommende ikke har fundet sted andre steder i takt med, at tidligere venstre-politiske offentligheder er blevet afviklet, og politik er blevet reduceret til administration, ” skriver Bolt, men han slutter også af med en mere håbefuld tone:
 

”At forestille sig fremtiden er et yderst risikabelt foretagende, men løsningen er ikke ikke at forestille sig noget som helst […] og vi skal på en eller anden måde starte forfra med forestillingen om, at vi allerede har vundet…”