Til indvielsen af værket Eleven Less One på Kunsten blev publikum inviteret til at overvære en dramatisk performance af Pistoletto. Formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt og direktør for Kunsten, Gitte Ørskov samt kunstneren åbnede den festlige begivenhed med taler, hvorefter Pistoletto gav sig til knuse de 10 af de 11 spejle, der var hængt op på rækker langs tre vægge i Kunstens Lille Sal. Bag hvert spejl gemte der sig matte flader i stærke farver, som først blev afsløret under hans performance. De knuste spejle blev dermed forvandlet til kontrastfulde collager med overflader, der veksler mellem ensfarvede områder og tilsvarende områder, der reflekterer det omgivende rum – og ikke mindst beskuerne. 


Spejlet som en uendelig billedmaskine
Siden 60’erne har Pistoletto udforsket spejlets fænomenologiske egenskaber i sin praksis. Ifølge den italienske kunstner, er spejlet et fascinerende objekt, fordi det blot består af en overflade, der reflekterer omgivelserne foran det og skaber illusionen af et tredimensionelt rum. Denne trompe l'oeil effekt deler spejlet med maleriet. Pistoletto udtaler: 

”Spejlet reflekterer al fysisk virkelighed, men det har ikke en synlig fremtoning i sig selv. Det er virkeligheden foran det, der reproduceres som en virtuel virkelighed indeni spejlet. Maleriet er ligeledes virtuelt - det kan skabe illusionen af et tredimensionelt rum, men spejlet tager det et skridt længere, det er i stand til at reproducere al eksistens visuelt. For mig er spejlet uendeligt”. 

Pistoletto konceptualiserer, med andre ord spejlet som en ”billedmaskine”, der udiskriminerende fordobler alt foran det. Ved at knuse spejlet bryder kunstneren den sømløse helhed og afslører spejlets materialitet. ”Når jeg knuser spejlet bliver brudstykkerne til fysiske elementer, og stumperne ligger på gulvet. Jeg ødelægger dog ikke spejlet, men mangfoldiggør det snarere. Stykkerne reflekterer hinanden”, forklarer han.   

Det sociale puslespil
Pistoletto betragter de knuste brudstykker som en allegori for det sociale: ”De knuste spejlstykker er et billede på samfundet. Hver person er på en gang et individ og en del af en helhed, og når vi har øjenkontakt, ser vi os selv, samtidig med at vi ser en projektion af den andens sind. Sindet er dertil en projektion af vores kapacitet for sociale relationer og kollektiv handling. Demokratiet er som et puslespil – det der adskiller os, er også det, som kan samle os”, konkluderer kunstneren.    

I sin tale til udstillingens indvielse, fremhævede Karsten Ohrt også spejlets historiske og æstetiske rolle i kulturen. Han sagde: 

”Spejlet er en væsentlig del af kunstnerens atelier. Det vidner tusindvis af kunstneres selvportrætter om. Spejlet i dag er jo i høj grad smartphonen sat på en stang, mange unge fotograferer sig selv i snart alle situationer, og ligesom Narcissus forelsker de sig i deres eget spejlbillede og glemmer at se virkeligheden, glemmer at sanse øjeblikket”.     

Læs Karsten Ohrts tale her