Internationalt fokus
Ny Carlsbergfondet har gennem de seneste år arbejdet målrettet på at styrke dansk kunst på de store internationale scener, bl.a. Centre Pompidou i Paris og Metropolitan Museum of Art og Guggenheim Museum i New York.

”Den store donation af Per Kirkebys skulpturer til Tate Modern afspejler Ny Carlsbergfondets ønske om at sikre dansk kunsts imponerende tilstedeværelse i verden ved at gøre den mere tilgængelig for international forskning og formidling,” udtaler bestyrelsesformand, Karsten Ohrt.

Kirkeby og Tate Modern
Tate Modern i London har i en længere årrække vist stor interesse for Per Kirkeby. I 2009 viste museet en stor retrospektiv udstilling, der leverede markante nedslag i den danske kunstners livsværk; fra de tidlige pop-inspirerede værker over hans bogudgivelser til skulpturerne og de senere store oliemalerier.

Tate Moderns interesse i Per Kirkeby er dog af mere permanent karakter. Sideløbende har museet erhvervet en række værker, hvoraf maleriet Belejringen af Konstantinopel i dag hører til blandt museets hovedværker.

Fem skulpturer
På baggrund af massiv støtte fra Ny Carlsbergfondet har Tate Modern nu udvidet den samling med fem skulpturer af Per Kirkeby. Der er tale om kunstnerens karakteristiske skulpturer i røde mursten. To af skulpturerne er fra 1964 og viser forbindelsen til den samtidige amerikanske minimalisme, mens de øvrige tre fra 1984 er eksemplariske eksempler på Kirkebys senere og vedvarende undersøgelse af grænsefeltet mellem kunst og arkitektur.

I godt selskab
To af skulpturerne har netop taget plads i Tate Moderns udstillingssale i en tematisk opstilling, der belyser slægtskabet med en række andre kunstnere. Sammen med værker af bl.a. Carl Andre (f. 1931) og Donald Judd (1928-94) er Kirkebys murstensskulpturer omdrejningspunktet for fortællingen om kunstens eksperimentelle og vidtrækkende brug af modulære former.