Værket Opstilling med skinke på tinfad samt røget sild, ølglas, kuvertbrød, sennepskrukke og rygeredskaber på et draperet bord fra 1625 er et mesterligt og sanseligt opstillingsmaleri fra den nederlandske barokperiode. Med erhvervelsen opfylder Malerisamlingen i Nivå et mangeårigt ønske om at dække et hul i museets allerede imponerende samling af ældre europæisk kunst fra 1500-tallet og frem.

”Vi har enestående og fornemme eksempler på hollændernes skønne guldalderportrætkunst, vi har deres marinemaleri og nationalromantiske landskaber, der også var en stærk inspirationskilde for den danske guldalder. Men vi har virkelig manglet et godt eksempel på deres opstillinger, der nok er den mest kendte genre inden for nederlandsk barok”, siger Andrea Rygg Karberg, direktør på Nivaagaards Malerisamling. ”Og her er Pieter Claesz blandt de bedste!”, tilføjer direktøren.

Et makabert frokostmåltid
Værket er et close-up billede af genstande på et bord. En overskåren skinke med nelliker smækker et lårben i synet på os, mens skindet på den er krænget bagud. Man kan væmmes eller tiltrækkes af denne noget makabre kødelighed og dødelighed, samtidig med, at den tekniske kunnen er formidabel. Som den mestermaler han er, boltrer Claesz sig i forskellige teksturer og overflader og dermed i forskellige malemåder. Værket er et glimrende eksempel på, hvordan den nederlandske barok føjede en ny realisme til kunsten. Genstandene er fuldstændig virkelighedstro, og som beskuer føler man sig inviteret med til bords.

Fra ukendt geni til berømt mestermaler
I næsten tre århundreder var Pieter Claesz (1597-1660) kendt under navnet ”PC Mesteren” på grund af hans omhyggelige monogram-signatur. Hans stil var genkendelig, og kvaliteten på hans malerier var exceptionelt høj – men først i slutningen af 1800-tallet fandt en kunsthistoriker frem til hans sande navn. Det nyerhvervede og sjældne værk er fra kunstnerens bedste periode, da Pieter Claesz var ankommet til byen Haarlem og var ved at få sit kunstneriske gennembrud.

Fin dansk historie
Nyerhvervelsen har trods sit nederlandske udgangspunkt en sjældent fin dansk historie, idet værket har befundet sig her i landet siden 1700-tallet. Billedet indgik oprindeligt i lensgreve Adam Gottlob Moltkes (1710-1792) samling og er siden gået i arv. Nu bliver værket for første gang fast tilgængeligt for offentligheden.

Opstilling med skinke på tinfad samt røget sild, ølglas, kuvertbrød, sennepskrukke og rygeredskaber på et draperet bord bliver præsenteret i en montre på Nivaagaards Malerisamling fra Grundlovsdag tirsdag den 5. juni.