Værket Freitag, 21. Juni 2013, 15:30:11 Uhr består af syv metalkuber og et stykke guld på fem gram. Hver kubes størrelse er fastsat efter, hvor meget af det pågældende materiale, der kunne købes for fem gram guld på det konkrete tidspunkt, der er angivet i værkets titel. Foruden guld er materialerne henholdsvis sølv, nikkel, tin, kobber, bly, zink og aluminium.

Kunstneren Alicja Kwade, som er født i polske Katowice i 1979, bor og arbejder i Berlin, hvor hun har studeret på Universität der Künste. I 2008 vandt hun skulpturprisen Piepenbrock Prize og havde i den forbindelse en betydelig soloudstilling i udstillingsstedet Hamburger Bahnhof.   

Allerede i 2009 erhvervede Heart et af hendes værker og har siden fulgt hendes karriere og bad derfor Ny Carlsbergfondet om midler til at tilføje det aktuelle værk til museets samling. Hearts direktør, Holger Reenberg, mener, at Alicja Kwade er blandt tidens mest originale skulptører:

»Freitag, 21. Juni 2013, 15:30:11 Uhr er et øjebliksbillede af den økonomiske relation mellem de forskellige metaller, men også et udtryk for det komplekse netværk, vores globale samfund består af. Publikum bliver derfor konfronteret med, at værkets form og størrelse er en abstrakt manifestation af verdenshistorien på det tidspunkt, værket fik sin titel,« siger Holger Reenberg.    

Han forklarer, at Freitag, 21. Juni 2013, 15:30:11 Uhr har en særlig relevans for netop Heart:

»I kraft af værkets form og indhold rummer det en relation til et af Heart’s hovedværker, Piero Manzonis Socle du Monde, som også søger at indlemme hele verden. Men hvor Socle du Monde er et dynamisk værk, der fungerer og udvikler sig gennem tid og sted, holder Freitag, 21. Juni 2013, 15:30:11 Uhr sit eget unikke skabelsesøjeblik op mod resten af verden med det formål at få os til at engagere os i eksistensens flygtighed.«