Hvad sker der, efter festen er slut? Det spørgsmål stiller Elmgreen & Dragset med det værk, der nu indtager et af De 9 Rum i kunstmuseet ARoS. Med denne donation fra Ny Carlsbergfondet slutter den dansk/norske kunstnerduo sig dermed til rækken af internationale hovednavne, såsom Bill Viola og Pipilotti Rist, som kan opleves i underetagen på det århusianske museum. 

Efter festen
Too Late genskaber en svagt belyst homo-natklub – morgenen derpå efter en festlig aften. Diskokuglen er afmonteret og ligger på gulvet, mens ”aftenens sidste nummer” kører på gentagelse. Værket består af en række objekter, som man sædvanligvis finder i en natklub: bardisk, DJ-pult og spejle, og den fiktive fest har sat spor i form af tomme glas og askebægere fyldt med skodder. Midt i rummet står en stripperstang, og på væggene hænger homo-erotiske spejltableauer. Musikkens vokal anråber de besøgende med de triste ord: ”too late”.

Subtil samfundskritik
Elmgreen & Dragset er kendte for værker, som ofte simulerer dagligdagsobjekter og -omgivelser, hvor enkelte elementer er modificeret, således at beskueren på en gang føler sig hjemme og fremmedgjorte. Too Late er ingen undtagelse; her genskaber Elmgreen & Dragset illusionen af en natklub – et for mange´ velkendt sted, der i populærkulturen associeres med et frirum, hvor det enkelte individ kan slippe sine hæmninger og glemme hverdagens sorger. Det er også et rum, hvor der er mulighed for at lege med identiteter og opfinde nye fortællinger om sig selv. Men i Too Late er stemningen ambivalent, for vi er gået glip af festen og må tage til takke med dens efterladenskaber.

Værket artikulerer spændingen mellem inklusion og eksklusion, mellem humor og melankoli. For bag den umiddelbart let ironiske og kitschede fiktion udfoldes et kritisk blik på samtidskulturen, der kan virke som en forbrugsfest motiveret af en evindelig søgen efter underholdning og eskapisme samt ønsket om inklusion i det sociale fællesskab. Den forladte natklub fremstår dermed som et åbent spørgsmål der lyder: Hvad sker der, efter festen er slut?

Direktør for ARoS, Erlend G. Høyersten, forklarer: 

 ”Værket kobler duoens teatralske og spektakulære iscenesættelse med en subtil samfundskritik og rummer et lag af ensomhed og melankoli, som særligt berører det moderne menneske. Natklubben vender sig bort fra at være et utopisk rum til at blive et rum, hvor faste identiteter er til forhandling”, siger Erlend G. Høyersten.

En fast plads i samlingen
Ifølge Erlend G. Høyersten har Elmgreen & Dragset i de seneste år nydt stor international anerkendelse, men der er foretaget relativt få erhvervelser til de danske kunstmuseer. Med denne donation etableres Too Late i ARoS’ faste samling som en del af De 9 rum, der er helliget til totalinstallationer. Sammen med Olafur Eliasson er duoen de eneste nordiske kunstnere, der udstiller side om side med Bill Viola, Tony Oursler, Pipilotti Rist, Mariko Mori, Shirin Neshat og James Turell – nogle af de betydeligste navne inden for international samtidskunst.     

”Museet har længe næret et ønske om at erhverve Elmgreen & Dragset til samlingen og ikke mindst til De 9 Rum. Det er væsentligt ikke bare for ARoS, men for de danske museer generelt, at vi får sikret, at væsentlige værker af kunstnerduoen tilgår en dansk samling – også uden for hovedstadsområdet”, siger Erlend G. Høyersten.