Hvilke historier vælger vi at lytte til? Lader vi os påvirke af tårepersende skuespillerpræstationer, mens vi ryster virkelige menneskers lidelser af os? Det er centrale spørgsmål for den sydafrikanske kunstner Candice Breitz, der i kølvandet på flygtningekrisen sætter medier, magt og følelser til forhandling med værket Love Story.    

De ansigtsløse og de berømte
Omdrejningspunktet for Love Story er videointerviews med seks flygtninge: en flygtning fra det krigshærgede Syrien, en tidligere børnesoldat fra Angola, et voldtægtsoffer fra Den Demokratiske Republik Congo, en transkønnet aktivist fra Indien, en politisk dissident fra Venezuela og en ung ateist fra Somalia. Hver især deler de deres personlige og voldsomme beretning.

Kunstneren reducerede derefter 22 timers optagelser til et manuskript, som hun iscenesatte med hjælp fra skuespillerne Julianne Moore og Alec Baldwin. Det er således deres performance, som publikum først møder i installationen. I en montage på storskærm genfortæller Moore og Baldwin stærkt stiliserede versioner af flygtningenes historier, og bagved vises de oprindelige interviews på seks skærme.

Til Moore og Baldwins performance låner kunstneren en række velkendte virkemidler fra Hollywood-film: hektisk krydsklipning, dynamikken mellem en mandlig og kvindelig hovedperson, følelsesladede performances og ikke mindst castingen af feterede skuespillere. Men samtidig er billedsiden tømt for symboler og rekvisitter, mens skuespillerne optræder i deres eget tøj foran en tom greenscreen. Effekten af iscenesættelsen er, på en og samme tid, en umiddelbar genkendelighed og en distance til de så velkendte visuelle og narrative greb.

Ambivalent og usentimental
Love Story
er, på trods af titlen, langt fra sentimental. Moore og Baldwins inderlige optrædener blotlægges som skuespil og som kontrast til virkelighedens flygtninge bagved. Men værkets kritiske dimension ligger netop i den eksplicitte hierarkisering. Breitz undgår moraliserende budskaber og afdækker i stedet grundlæggende vilkår i en verden formet af populærkulturen og massemediernes endeløse billedstrøm. Her synes solidaritet og empati at være noget, der mobiliseres med de rette virkemidler snarere end i det direkte møde med vores næste.

Om Candice Breitz
Candice Breitz (f. 1972, Johannesburg) har base i Berlin og arbejder hovedsageligt med fotografi og videokunst, som hun bruger til at undersøge det globaliserede samfunds identitetsformationer og de komplekse kulturelle forhold, som de dannes under. I 2017 repræsenterede hun Sydafrika under Venedig Biennalen, hvor Love Story blev udråbt som en af biennalens højdepunkter. Candice Breitz har haft en lang række soloudstillinger, bl.a. på Kunstmuseum Stuttgart, The National Gallery of Canada i Ottawa, San Francisco Museum of Modern Art, Palais de Tokyo i Paris, Louisiana Museum of Modern Art og Moderna Museet i Stockholm.